Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. lange og er kendelige paa deres blaat og gult tegnede Legemer og paa, at Øjnene støder sammen oven paa Hovedet i en Linie. De derimod, der tilhører Slægten Li beil ula og nogle nærstaaende Slægter, kendes paa deres forholdsvis korte, fladtrykte Bagkrop og paa, at Øjnene kun berører hinanden i eet Punkt. Herhen hører vor almindeligste Guldsmed, L. depressa, hvis klare Vinger hver har en stor, brun Plet ved Roden, medens der ned langs Bagkroppens Sider ses en Række gule Pletter. Endelig har vi den tredie Gruppe, Van dnymferne (Agrion), der er slankt og fint byggede med Vinger smallest ved Grun- den, medens de ovenfor nævntes er smallest i Spidsen. De stærkt fremstaaende Øjne staar vidt ud fra hinanden og giver Hovedet en meget bred Form, og de fleste herhen hørende Ar- ter er smukt blaa eller metal- grønne. Disse tre Grupper skiller sig fra hverandre ikke alene ved Ud- seendet som fuldt udviklede In- sekter, men ogsaa. ved mange Ejendommeligheder, hvad Liv og Udvikling angaar. Allerede ved Parringen og Æglægningen træder dette frem.Parringen fore- gaar stedse i Luften og er, Fig. 357. Vandnymfe. gen, ejendommeligst hos Vandnymferne. Medens de til Æshna- og Libel- luhgruppen hørende Ar- ter skilles straks efter Parringen, og medens deres Hunner simpelthen lader Æggene falde i Van- det, bærer Agrion-Arter- ne sig anderledes ad. Par- ringen gaar hos dem som hos andre Guldsmede for sig paa følgende Vis: Et Par flyver langsomt og legende om med hinanden, til Hannen placerer sig umiddelbart foran Hun- nen, som han derpaa griber ovenfra i Nakken med et i Bagkropspidsen siddende, tang- lignende Appaiat. Stedse flyvende bøjer Hunnen derpaa sin smidige Bagkrop fremad, hen foian sit Hoved, til den berører Hannens 2den Bagkropring, hvor den fæstner sig i en Aabning, og i denne Stilling forbliver Dyrene forenede en rum Tid. Eftei at Pai lingen sa.aledes er fuldbyrdet, giver Hannen ikke Slip paa Hunnen, men de flyver muntert om med hinanden som et ejendommeligt Dobbeltvæsen. Af og til sætter de sig paa et Siv, Hannen holder sin Bagkrop udstrakt, men Hunnen bøjer sin opad i en høj Sløjfe eller Bugt og skærer med sin burde Læggeskede et Hul paa Sivets Overhud, i hvilket hun lader et Æg glide ind. Derefter flytter begge sig baglæns et Stykke ned, og