Vor Klodes Dyr 1

604 DE PALÆARKTISKE DYR. Planen), der kun er 20—40 Ctm. lang og meget tynd, aldrig forlader de Aaer og Bække, der er dens Hjem. Niøjerne lever af andre Fiske. Med deres runde Mund suger de sig fast til dem og æder sig efterhaanden ved ihærdig Brug af Horntænderne ind i dem. De bevæger sig gennem Vandet ved at bugte Legemet paa A alen s Vis, idet de dog, hvor Strømmen er strid, af og til suger sig fast til en Sten for at hvile. Det siges ogsaa om de to større Arter, at de lader sig transportere op i Floderne fastsugede til andre Fisk, navnlig Laks. Ankomne til Legepladserne danner de, ved at Hytte nogle Sten, et Slags Leje til Æggene, og under dette Arbejde skal Havlampretten undertiden slæbe af med Byrder paa 1 Kilos Vægt. Der- efter fastsuger Han og Hun sig tæt ved hinanden til en Sten, eller Hannen suger sig fast i Hunnens Nakke og befrugter Æggene, efterhaanden som de kommer frem. Man havde længe kendt nogle underlige, blinde, indtil en Snes Ctm. lange, blyant- tykke Fisk, som lever nedgravede i Vandløbenes Bund. De gik under Navnet Høraal for at være Arter for sig, men det har vist sig, at de er Lampretternes Unger, der fødes til Verden i en fra Forældrenes afvigende Skikkelse, . som de bevarer i 4—5 Aar. Derefter antager de Ni- øjeform og vandrer nu, for saa vidt de tilhører Hav- eller Flodniøjet, ud i Havet, hvor de forbliver flere Aar, til de er kønsmodne. Saa vender de tilbage til Fødestedet for at parres, lægge Æg og — dø. Det synes nemlig afgjort, at alle Lampretter afslutter Livet efter deres første Kønsakt. Ikke sjældent hører man, at en Stør (Acclpenser sturio) er tagen i en af vore større Aaer. Den hører til Ganoidernes Orden og har et væsentlig brusket Skelet, men i Huden ligger hen langs Kroppen 5 Rækker store Benplader, og Hovedet er beskyttet af lignende, endnu større Plader. Snudepartiet er stærkt udtrukket, og den tandløse Mund sidder, omgiven af Skægtraade, paa Hovedets Underside. Halefinnen er meget skæv; Ryg- radens forlængelse bøjer opad, og Halens Overkant bærer kun korte, dens Underkant der- imod lange Finnestraaler. Ryggen og Siderne er brunlige, Bugen glinsende hvid, i Overens- stemmelse med den almindelige Farvefordeling hos Vanddyr: mørk Over- og lys Under- side. Den første ses nedad mod det mørke Vand og mod Bunden, den sidste opad mod den lyse, klare Luft, derfor er Dyrene bedst beskyttede ved denne Fordeling af Farverne, der vel oprindelig skyldes, i alt Fald for en stor Del, direkte Indvirkning af Lysfordelin- gen. Støren kan opnaa en Længde af indtil 6 M., men maaler i vore Dage kun und- tagelsesvis over 2—3 M. Den forekommer i Middelhavet, Atlanterhavet, Nordsøen og Østersøen men ikke i Sortehavet, og gaar op i der udmundende Pioder for at lege. I det sorte Hav lever der andre Størarter, bl. a. den mægtige Bel ug a (A. huso), der bliver indtil 8 M. lang med en Vægt paa 1600 Kilo, og den lille Sterlet (A. ruthenus), der ikke maaler over 1 Mt. fe Fig. 366. Den lille Ni øje.