Vor Klodes Dyr 1

6l2 DE PALÆARKTISKE DYR. Hvad der giver Hundestejlerne særlig Interesse, er deres Redebygning og Yngel- pleje. Da vi selv kun har iagttaget disse Forhold for den tipiggedes Vedkommende, skal vi væsentligt holde os til denne. Naar Forplantningstiden i Forsommeren nærmer sig, ifører Hannen sig sin prægtige Parringsdragt (»Hundestejlekonge«), der ikke blot skinner permanent i mange smukke, metalglinsende Farver, men som ogsaa skifter fra Minut til Minut som Udtryk for det lille Dyrs Sindsbevægelser. Har man anbragt et Antal af dem i et Akvarium, vil man se, at hver Han vælger sig en eller anden Krog af dette eller et bestemt Sted mellem Vandplanterne, som den betragter som sin personlige Ejendom og forsvarer mod alle Indgreb. Stedse parat til at rejse Børster svømmer den omkring Stedet, idet den af og til farer rasen- de og med strittende Pigge løs paa en Artsfælle eller en anden lille Fisk, som kommer dens Helligdom for nær.Snart begynder den saa at samle en lille Klump Plantestoffer sam- men, som den henter og brin- ger hjem i Munden. Algetraade, Græsblade, tynde Stængler af forskellige Slags danner den til en valnøddestor, ordentligt sammen- flettet Bold, temmelig løs i Vævningen. Under dette Arbejde har den sin Hyre med at værne om Materialierne, der ofte nok bliver den frastjaalne eller adsplittede, naar den er ude efter mere. Man maa ikke have for mange Hanner sammen, thi saa bliver . det ikke til andet end Kævl og Shgsmaal og indbyrdes Røveri. Men har den endelig faaet sin trævlede Kugle, som den vil have den, borer den sig ind i den og tværs igennem den en og to og flere Gange, idet den drejer Legemet om dets Længdeakse og afsætter et Slimlag paa Væggene af den dannede Hulhed. Derpaa søger den at bevæge en gydefærdig Hun til at følge sig til Reden, der er anbragt mellem tætte Vandplanter eller paa Vandets Bund, om muligt med det gode, men ogsaa med Puf og Stød, hvis hun ikke hurtigt bøjer sig for hans Stormægtigheds Villie. Ved kælne Fagter faar han hende til at bore sig ind i Redehullet og aflægge nogle Æg der, hvor- paa han selv, sitrende af Ophidselse og skinnende som aldrig før, begiver sig ind for at befrugte dem. Naar han er færdig hermed, har Farvepragten tabt sig en Del, men snart er han paa ny ude efter en Hun — han er ikke smaaligt nøjeseende med, om det er den samme eller en anden —, og saaledes bliver han ved, til Reden er fyldt af Æg. I en stadig voksende, nervøs Opstemthed holder han derefter Vagt over sit dyre Eje. Blussende i skiftende Purpur, Metalgrønt, Orange o. s. v. svømmer han rundt og atter rundt om Reden, idet han med blindt Raseri farer løs paa hvert Dyr, som nærmer sig. Og Æggene er en stor Fristelse ikke blot for Smaafisk af andre Arter, der ofte samler sig Fig. 370. Tipiggede Hundestejler med Rede.