Vor Klodes Dyr 1

624 DE PALÆARKTISKE DYR. sin egen Art, ligesom den ogsaa kan være slem ved Fiskeyngelen. Under en mild, kølende Sommerbyge eller henimod Aften begynder de grønne Frøer deres Koncert, der er mest lydelig i Legetiden, som indtræffer sent, i Maj—Juni. Hannerne er da saa ophidsede, at de i Mangel af Hunner af deres egen Art, forgriber sig paa dem af andre Arter, ja i Karpe- damme klamrer de sig endog fast paa de ulykkelige Karpers Hoved, saaledes at de ikke sjældent trykker Øjnene itu paa dem. De sin aa gule Æg lægges i store Kager, som synker til Bunds i Vandet. Vinteren tilbringer disse som andre Frøer i Dvale, nedgravede i Vand- stedernes Dynd, hvor de forsynes med den ringe Mængde Luft, deres sparsomme Stofskifte kræver, gennem Huden, der i det hele spiller en ikke ringe Rolle for Aandedrættet. Vore to andre, almindelige Frøarter, den spidssnudede (R. oxyrhina) og den but- sn ud ede Frø, n. Frosk (R.platyrhina), er paa Størrelse med den grønne Frø, men brune, mørkere og lysere plettede med tværstribede Ben og lysere Bug. Hovedforskellen mellem dem er given ved Navnene. De vaagner tidligt af Vintersøvnen i Dyndet og tager allerede i Slutningen al Marts eller Begyndelsen af April fat paa Æglægningen. De store Masser af brøleg, som tidligt paa Foraaret svømmer i det lave Vand, tilhører mestendels dem. De er betydelig mere stilfærdige end den grønne Frø og lader kun i Forplantningstiden deres knurrende Toner høre. Sommeren igennem træffes de rundt om i Haver, Marker og Skove, otte temmelig langt fra nærmeste Vand. Endnu en tredie Art brun Frø, Spring- frøen, n. Springfrosken (R. agilis), forekommer, men meget sjældent, paa nogle af de danske Øer. Den er en sydligere Art, der allerede er sjælden i Tyskland, og som særlig er mærkelig ved sine paafaldende lange Bagben, der sætter den i Stand til at udføre mæg- tige Spring. Vore 3 almindelige Frøer har en vid Udbredelse over Europa og Asien, bl. a. ogsaa Skandinavien til Nord for Polarkredsen. Den grønne træffes desuden i Nordafrika, den brune i den nordøstlige Del af de nordamerikanske Fristater. En Mellemform mellem Frøer og Tudser er Tudsefrøerne, der har lodret Pupil, kortere Baglemmer og vortet Hud. Af dem forekommer hos os, men temmelig sjældent, den c. 7 Ctm. lange, brogede Løgfrø, n. Løgfrosk (Pelobates fusens), let kendelig ved sin Løgstank, der hos nogle Individer er stærkt fremtrædende, men hos andre lidet udpræget. Rimeligvis stammer Lugten fra en Vædske som den, Tudserne afsondrer gennem Hud- kirtlerne, og som gør dem saa afskyede af alle Rovdyr paa Slangerne nær. Løgfrøen op- holder sig den største Del af Aaret i Vandet, hvor den leger tidligt paa Foraaret. Æggene afsættes i lange, slimede Snore, der ophænges paa Vandplanterne. Den er ualmindelig højrøstet og udstøder, naar den pines, et uhyggeligt, højtlydende Skrig. Mere almindelig er hos os Klokkefrøen, n. Klokkefrosken (Bombinator igneus), og- saa kaldet Peder Oxes Frø. Den bliver kun 3 Ctm. lang og er paa Rygsiden graa eller brunlig med sorte Vorter, graa med store, orangegule Pletter paa Bugen. Den kommer forholdsvis sjældent paa Land, leger i Maj—Juni, afsætter Æggene i Klumper paa Van- denes Bund og gør sig særlig bemærket ved sin Stemme; naar et større Selskab Hanner om Aftenen og Natten igennem istemmer deres ikke synderlig højlydte Sang, minder den fjernt om Klokkeklang. Mærkelig ved sin Ægpleje er Jordemoderfrøen (Alytes obstetricans), der er noget større end Klokkefrøen, kortbenet og tudselignende; dens Tunge er næsten helt fastvokset til Mundhulens Bund. Den forekommer i det vestlige Europa, navnlig i Frankrig, og tilbringer Vinteren selskabeligt i Jordhuller, under Sten, mellem Trærødder o. 1. Steder.