Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DE PALÆARKTISKE DYR.
for andre, nærmere til Vandet knyttede Padder. Mest bekendt er Skruptudsen, n. Den
almindelige graabrune Padde (Bufo cinereus), der træffes overalt i det frie. Den kan blive
stor og gammel, rimeligvis 40—50 Aar eller mere, men ung eller gammel, lille eller stor —
smuk er den ikke. Dens plumpe, tykvommede, fladtrykte Skikkelse og vortede, grådige
Hud er og bliver lidet tiltalende, kun dens skinnende, fremstaaende Øjne, der røber eller
synes at røbe en vis intelligent Opmærksomhed, forsoner noget med dens Grimhed.
Vi har engang gennem flere Aar plejet et temmelig intimt Bekendtskab med en ældre,
sat og velnæret Skruptudse. Den havde sin Sommerbolig i et Hul under^Hayetrappen,
hvor man Dagen igennem var sikker paa at træffe den hjemme. Bragte man den et eller
andet godt, tog den gerne imod det, især da vi efterhaanden lærte dens Smag at kende og
vidste, at det man bød den mnatte være af første Sort og levende. Selv den lækreste Larve
f. Eks. rørte den ikke, naar den var død eller blot ubevægelig; men aldrig saa snart be-
gyndte den — Larven — at gøre et stilfærdigt Forsøg paa at liste af, før Tudsens Tunge
var over den med et Smæk. Kort efter Solnedgang viste vor tykke Ven sig i det frie; først
sad den lidt og saa sig om, saa tøflede den af ned ad Jordbærrene til, hvor der var tykt
med Snegle og andet Mundgodt. Dog tog den sig førsten Tur rundt om Plænen, tilsyne-
ladende kun som Motion og for at samle Appetit, thi det var sjældent, at den her faldt
over en forsinket Bi eller en vildfarende Kaalorm. Den ilede ikke, men marcherede med
værdige Skridt, idet den af og til satte sig ned, som for at nyde Aftenen og den smukke
Udsigt, og kun et uventet Syn af et kravlende Bytte kunde faa den til at vralte af Sted i,
hvad den sagtens selv opfattede som en lynende Fart.
Aar efter Aar var den paa sin vante Plads, naar vi saa efter den ud paa Foraaret; den
kendte os efterhaanden godt og var ikke sky for os, men kom endog somme Tider ud til
os om Dagen for at se, om vi ikke havde et eller andet Venskabsbevis med til den. Andre
end os viste den aldrig en saadan Ære, men trak sig tværtimod tilbage til sine indre Ge-
makkei, naai fremmede kom den for nær. Om Vinteren saa vi naturligvis ikke noget til
den, den tilbragte den sagtens som andre af dens Æt i en eller anden lun og godt beskyt-
tet Krog, i hvilken den sov den kolde Tid bort. Naar den viste sig igen om Foraaret, var
den lidt mager og sløj, dels vel efter den lange Faste, men dels vist ogsaa, fordi den først
havde aflagt cn lille Visit ved en Dum neden for Hjven, fra hvilken vi 1 mange stille
tidligt \ aainættei høitc ct Kor al lidet harmoniske Lyde, der, soid vi vidste, skyldtes et
Selskab af I udset, som drog Omsorg for Slægtens Formerelse. Formodentlig var vor Ven,
hvis hvide, uplettede Bug røbede, at den var en Han, blandt dette lystige Kompagni, paa
hvis Virksomhed vi ofte saa Beviser i de lange, tynde Ægsnore, som hang i Vandet, ind-
filtrede i Vandplanterne, og forhaabentlig er han endnu hver Vaar i Stand til at istemme
de Raab, med hvilke han og hans i gamle Dage fortalte os, at nu stod den gode lyse c>"
lune Tid for.
I Modsætning til Skruptudsen, der har en vid Udbredelse over hele Europa paa det
nordligste nær, over Nordafrika og Mellemasien til Japan, forekommer Strandtudsen,
n. Strandpadden (B. calamita), kun i den vestligere Del af Europa fra Portugal til Dan-
mark og Sydsverrig. Dens Mærke er en gul Stribe ned langs Ryggen, og den opholder sig
i Reglen i Nærheden af, men ikke just meget i Vand, ofte paa Strandenge. Den er i Be-
siddelse af en hos dens Slægt ikke almindelig Klatrefærdighed, der tillader den at bestige
Klippei, Mure o. 1., til Dels ved Hjælp zif en klæbende Vædske, der udsvedes af nogle