Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FISKEØRNEN.
Redehuller. Denne den mindste af vore Svalearter er let kendelig ved sin Rygs graabrune,
matte Farve og sin hvide Underside med det brede, lysegraa Baand over Brystet, samt ved
sin ikke stærkt kløftede Hale. Straks efter Ankomsten, som falder noget senere paa For-
aaret end andre Svalers, giver Digesvalen sig i Lag med at udhule sin Redegang. Denne er
i Reglen op mod en Meter lang, men skal, paastaas der, kunne maale det dobbelte, og den
er ingenlunde altid udgravet i løst Materiale. Selv i faste Ler- og Mergelbrinker graver
det lille Dyr flinkt med Næb og Fødder og naar, idet Han og Hun hjælpes ved Arbejdet,
forbavsende hurtigt til Ende med dette. Gan-
gen gaar vandret ind og er ved Enden udvidet
lidt for at skaffe Plads til Reden, der kun be-
staar af nogle faa Straa og Fjer. De tyndskal-
lede, hvide Ægs Tal er 5 til 6.
Digesvalerne bygger kolonivis, og navnlig
i den Tid, de har Unger, hersker der et livligt
Røre ved Kolonierne. Fra tidlig Morgen til sen
Aften, flyver de ud og ind for at bringe de
sultne Unger den nødvendige Føde, der be-
staar af Smaainsekter, som hentes ude over
Vandet og langs dets Bredder, hvor Digesva-
lerne stryger ilsomt og lavt af Sted i Sving paa
Sving, til Ganen er fuld. Saa gaar Rejsen hjem
til de gabende Unger. Efter at disse er udfløjne,
bliver Virvarret paa Redepladserne endnu stør-
re, thi Hullerne benyttes ogsaa fremdeles til
Nattelogi og Hvilepladser i daarligt Vejr.
Digesvalen er circumpolar og forekommer
ynglende endog i det nordligste Norge, men
dog ikke i de egentlig arktiske Egne. I Slut-
ningen af August eller de første Dage af Sep-
tember forlader den Norden for at drage langt
Syd paa, ofte helt ned til Sydafrika.
Fig. 386. Gul Vipstjært.
Fremmest blandt de faa, for vore ferske
Vandes Omgivelser karakteristiske Rovfugle
maa nævnes den prægtige Fiskeørn, n. og-
saa Fiskejon (Pandion haliætus), der vel er betydelig mindre end baade Konge- og Havørn,
men dog stor og kraftig. Den bliver lidt over 2/3 Mt. lang med Vingefang paa ix/2 ä 1-/3
Mt. og er paa Oversiden brun med nogle hvide Fjer i Nakken, paa Undersiden hvid med
en stor brun Plet paa Brystet. Vinger og Hale er brunsorte, den sidste med endnu mørkeie
Tværbaand. Vingerne er lange og spidse og Fødderne kraftige med store, spidse Kløer.
Fiskeørnen er Kosmopolit, idet den væsentlig kun mangler i de arktiske Lande og en
Del af Sydamerika. Den lever saa at sige udelukkende af Ferskvandsfisk og maa deifoi
forlade Norden, naar Søer og Floder fryser til. Sin Rede bygger den i høje Træer ved
fiskerige Vande, og herfra foretager den daglige Udflugter for at gennemsøge sit Reviei.
78*