Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
FISKEØRNEN. Redehuller. Denne den mindste af vore Svalearter er let kendelig ved sin Rygs graabrune, matte Farve og sin hvide Underside med det brede, lysegraa Baand over Brystet, samt ved sin ikke stærkt kløftede Hale. Straks efter Ankomsten, som falder noget senere paa For- aaret end andre Svalers, giver Digesvalen sig i Lag med at udhule sin Redegang. Denne er i Reglen op mod en Meter lang, men skal, paastaas der, kunne maale det dobbelte, og den er ingenlunde altid udgravet i løst Materiale. Selv i faste Ler- og Mergelbrinker graver det lille Dyr flinkt med Næb og Fødder og naar, idet Han og Hun hjælpes ved Arbejdet, forbavsende hurtigt til Ende med dette. Gan- gen gaar vandret ind og er ved Enden udvidet lidt for at skaffe Plads til Reden, der kun be- staar af nogle faa Straa og Fjer. De tyndskal- lede, hvide Ægs Tal er 5 til 6. Digesvalerne bygger kolonivis, og navnlig i den Tid, de har Unger, hersker der et livligt Røre ved Kolonierne. Fra tidlig Morgen til sen Aften, flyver de ud og ind for at bringe de sultne Unger den nødvendige Føde, der be- staar af Smaainsekter, som hentes ude over Vandet og langs dets Bredder, hvor Digesva- lerne stryger ilsomt og lavt af Sted i Sving paa Sving, til Ganen er fuld. Saa gaar Rejsen hjem til de gabende Unger. Efter at disse er udfløjne, bliver Virvarret paa Redepladserne endnu stør- re, thi Hullerne benyttes ogsaa fremdeles til Nattelogi og Hvilepladser i daarligt Vejr. Digesvalen er circumpolar og forekommer ynglende endog i det nordligste Norge, men dog ikke i de egentlig arktiske Egne. I Slut- ningen af August eller de første Dage af Sep- tember forlader den Norden for at drage langt Syd paa, ofte helt ned til Sydafrika. Fig. 386. Gul Vipstjært. Fremmest blandt de faa, for vore ferske Vandes Omgivelser karakteristiske Rovfugle maa nævnes den prægtige Fiskeørn, n. og- saa Fiskejon (Pandion haliætus), der vel er betydelig mindre end baade Konge- og Havørn, men dog stor og kraftig. Den bliver lidt over 2/3 Mt. lang med Vingefang paa ix/2 ä 1-/3 Mt. og er paa Oversiden brun med nogle hvide Fjer i Nakken, paa Undersiden hvid med en stor brun Plet paa Brystet. Vinger og Hale er brunsorte, den sidste med endnu mørkeie Tværbaand. Vingerne er lange og spidse og Fødderne kraftige med store, spidse Kløer. Fiskeørnen er Kosmopolit, idet den væsentlig kun mangler i de arktiske Lande og en Del af Sydamerika. Den lever saa at sige udelukkende af Ferskvandsfisk og maa deifoi forlade Norden, naar Søer og Floder fryser til. Sin Rede bygger den i høje Træer ved fiskerige Vande, og herfra foretager den daglige Udflugter for at gennemsøge sit Reviei. 78*