Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
BROKFUGLEN.
637
Paa alle gunstige Lokaliteter er Viben (Vanella cristatd) almindelig i Danmark, Syd-
sverrig og Norges sydligere Kystegne til op omkring Trondhjem. Desuden yngler den
andetsteds i det nordligere Europa og i Asien til ind i Kina. Den hører til Brokfugle-
familien og er paa Størrelse med en Due, temmelig kortnæbbet og af en Vader at være
lavbenet. Faa af vore Fugle er saa smukt farvede som Viben, men da vi forudsætter dens
Udseende kendt, sparer vi os en Beskrivelse. Den indfinder sig paa Ynglepladserne tidligt
paa Aaret, undertiden allerede i Februar; men træffer det saa ind med Frost og stærkt
Snelæg, er den ilde stedt. I Slutningen af August eller i September forlader de fleste Viber
os, men nogle træffes dog gerne endnu i Oktober.
Naar man om Foraaret kommer ud paa en Eng, ved Stranden eller inde i Landet, eller
ud til en Mose, skal det ikke fejle, at man jo ser og hører Viben. Her har den Rede, en
flad Hulning udforet med nogle visne Græsrødder eller Straa paa en Tue eller i en 1 ot
Græs, aaben for alle Blikke. Nærmer man sig Redestedet, bliver Fuglene urolige og om-
flagrer en under ængstelige Skrig. De vedbliver at følge Vandreren, lavere og lavere, efter-
haanden som han kommer Reden nærmere. Det er en formelig Legen »Tampen brænder«,
thi den, der er lidt kendt med Fuglenes Væsen, kan let af deres Opførsel se, om han nær-
mer sig til eller fjerner sig fra deres Hjem. Er man dette paa nært Hold, slaar det bekym-
rede Par ned efter en, saa det suser i Luften, og en af dem sætter sig nu og da ligesom
fortvivlet og opgivende tæt ved og udstøder trippende og med rejst Nakketop sit ængste-
lige Vi-vit. Selv om man er Reden ganske nær, er det dog ingen let Sag at finde den og
Æggene, da disse med deres olivenbrunlige Grundfarve og sorte Pletter falder saa fuld-
stændigt sammen med Redens og Omgivelsernes visne Plantedele.
Rent fortumlede bliver Viberne, naar de har Unger og man nærmer sig dem med en
Hund, og den maa være baade blind og døv, som ikke kan se, at de føler den dybeste
Ængstelse og den kærligste Bekymring for deres Afkom, endda de »kun« er Dyr. De
slaar under Skrig ned efter Hunden, saa Vingerne basker den om Ørene, de sætter sig
foran den, løber et Stykke, spiller syge eller saarede, alt for at lokke den bort fra Ungerne,
der ligger og trykker sig mellem Tuer og Græs. Selv om den ene af et Par skydes bort
i den andens Paasyn, forlader denne dog ikke Afkommet, men udsætter villigt Livet for
at frelse det.
Det er morsomt uset at iagttage et Par Viber paa Ynglestedet en tidlig smuk Vaardag.
Hunnen ligger stille fornøjet paa Reden, medens Hannen gør sit bedste for at underholde
hende. Under ejendommelige Skrig, der er ikke lidet forskellige fra de sædvanlige, boltrer
han sig i Luften med mange Sving og Kadencer. Undertiden slaar han ligefrem Kolbøtter,
og til andre Tider kaster han sig paa en egen Maade ned gennem Luften, saa han frem-
bringer en lydelig Susen.
Vibens Føde er alskens mindre Dyr, som den samler dels i Enge og Moser, dels senere
paa Aaret paa Brak- og Pløjemarker. Den jages ikke meget, men dens Æg anses for en
særlig Delikatesse.
Brokfuglen eller Hjejlen, n. Heiloen (Charadrius pluvialis), er adskilligt mindre end
Viben og mere højbenet. Den er gulbrun- og sortspætter med et stort, sort Parti paa Hal-
sens Underside, Brystet og forreste Del af Bugen; det er størst hos Hannen og er ind-
fattet af en smallere eller bredere, hvid Stribe. Ryggens Farver er fortrinligt egnede til at
beskytte den rugende Hun.