Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. •r - •> å » « Fig. 390. Trane. 642 ingenlunde sjælden, hvor store, ensomme Moser byder den passende Redepladser. Ogsaa hos os har den tidligere ynglet, hvad adskillige Stednavne bærer Vidne om, men nu er det en hel Begivenhed, naar et Par slaar sig ned for en Sommer i en eller anden af vore faa, større Mosestrækninger. Sidst berettes noget saadant i 1880, da Traner skal have ynglet i den tørlagte Saltbæk Vig. Paa Trækket passerer de over os baade Foraar og Efter- aar, men da de flyver meget højt og vistnok oftest om Natten, ser man kun lidt til dem, medmindre de slaar sig ned en Dag eller to for at hvile og søge Føde paa en nysaaet Mark. Dog høres deres Trompettoner af og til, naar de pas- serer over Landet. De indfinder sig paa Ynglestederne i April og forlader dem i September—Oktober. Naar de kommer dertil, brydes den regelmæssige spidse Vinkel, i hvilken de under Flugten er ord- nede, og under skingrende Trompeten flyver de store Fugle om mellem hverandre i vide Kredse, til de, der skal skilles fra de andre, har taget Afsked. Saa ordner de øvrige sig atter og drager videre. Et Par holder vistnok sammen, saalænge begge er i Live, og Magerne hjælpes trofast ad med Redebygningen, efter at et passende, ensomt og saa vidt muligt utilgængeligt Sted er udset til Bo. Her samler de en stor Bunke Kviste, Siv, Blade o. 1. sammen paa en nogenlunde tør Plet, og i den lægger Hunnen sine to meget store, graagrønne, brunplettede Æg. Trods Fuglenes Størrelse er Reden dog ikke let at finde, thi den er gemt godt, og de gaar til og fra den med den største Forsigtighed. De er i det hele taget vel begavede Dyr, som det ikke er let at overliste, ej heller naar de uden for Yngletiden er ude at fouragere paa Mar- kerne. Deres Føde bestaar for en stor Del af Plantestoffer: Græs, Blade, Rødder, Bær, Korn o. 1., men de forsmaar dog hverken lavere Dyr eller Frøer og Smaafisk. Der er noget værdigt udbredt over Tranen som over alle store og høj benede Vadere. Dens afmaalte Gang og stolte Rejsning giver den Præg af at føle sig ophøjet over den store Hob; der er, om vi saa inaa sige, noget kammerjunkerligt over den. Men ligesom selv det højtideligste Menneske kan faa en Raptus af Lystighed og Løssluppenhed, sam- ledes ogsaa hans Høj benethed. Den kan finde paa at give sin Livsglæde Udslag i den forunderligste Dans, under hvilken den trippende, springende, flagrende drejer sig i sir- lige Kredse ene eller sammen med Kammeraterne. Til Dels er dette maaske at betragte som Parringslege, men Dansen ses ogsaa paa Tider, da Erotikken ikke spiller nogen Rolle. Navnlig Asiens Steppeegne huser ikke faa Tranearter, af hvilke Jomfrutranen (G. ■virgo) er skudt et Par Gange i Sverrig. Den er mindre end den almindelige Trane, som