SKESTORKEN. ^43
den ligner en Del i Farve, og er smykket med lange Fjerprydelser, hvide i Nakken, sorte
paa Hals og Vinger.
En vis Lighed med Tranerne frembyder i Bygning og Holdning Storkene, der dog
hører til de stornæbbede Vadere. Vor almindelige Stork skal omtales et andet Sted, men
foruden den forekommer hos os den sorte Stork (Ciconia nigra), der i meget ligner den
hvide, kun at den er lidt mindre og sort med rød og grøn Metalglans paa Hoved, Hals,
Ryg, Vinger og Hale, hvid paa Bryst og Bug. Naar bortses fra, at den har bevaret sin op-
rindelige Skik at bygge Rede i Træer og holde sig borte fra Menneskene og deres Boliger,
er dens Livsførelse ikke synderlig forskellig fra dens hvide Fætters. Den yngler i Mellem-
europa og tilsvarende Dele af Asien; i Danmark og Sydsverrig er den ikke sjælden, i
Norge viser den sig kun tilfældigt.
Den lille Skestork (Platalea leucerodia) regnes af mange til Hejrerne og kaldes Ske-
hejre. Den er betydeligt mindre end vore Storke og hvid med et gult Baand tværs over
den nedre Del af Halsens Forside. Hannen har tillige en smuk, gul Nakketop. Mest på-
faldende er det store, skeskaftformede Næb, der er dobbelt saa bredt fortil som paa Midten ;
det er sort med en gul »Negl« i Spidsen. Skestorken lever for største Delen af Fisk, og
dens næsten barokke Næb er et udmærket fiskeredskab. Den ruger kolonivis i Træer,
nordligst i Holland, men ellers i Landene omkring Middelhavet og Mellemasien; af og til
besøger den dog ogsaa Norden og er truffen, men aldrig ynglende, i alle tre Riger.
79*