Vor Klodes Dyr 1

 \W 654 DE PALÆARKTISKE DYR. æg, lyst graagrønlige og sædvanligvis 5 i Tal, undertiden dog flere, op til II. Ungerne, der er graa, er allerede efter et Døgns Forløb i Stand til at følge Moderen i Vandet, og denne passer dem med stor Omhu, til de kan klare sig selv. Han og Hun parres for Livs- tid, og Hannen er modig og ilter; han kæmper ofte drabelige Kampe med paatrængende Medbejlere og forsvarer kækt sin Mage og sine Unger. Man har Eksempler paa, at Knob- svaner i Fangenskab er bleven over 100 Aar gamle. Sangsvanen (C. musiens), hvis Næb er sort fortil, gult bagtil samt uden Pukkel, og hvis Hals er mindre tynd end Knobsvanens, yngler i det høje Nord, saaledes i de norske og svenske Lapmarker. Hos os ses den om Vinteren i store Flokke. Dens Luftrør gør en stor, lodret, i Brystbenet indlejret Bugtning, der formodentlig har Betydning for dens Røst. Som Navnet siger »synger« den nemlig, og selv om der er pyntet adskilligt op paa denne »Svanesang«, er det dog vist nok, at Sangsvanens Toner er klare og vellydende, og at Indtrykket af en Floks Samsang kan være gribende. Det er ogsaa sandt, at den selv mod Døden vedbliver at udstøde sine klare, om Klokketoner mindende Raab. Svanernes stolte Holdning vidner om Selvbevidsthed, og hvor de holdes tamme sam- men med andre Fugle, udøver de et absolut Herredømme over disse. Hvor flere yngler i samme Sø, har hvert Par sit Omraade, som det ikke taaler overskrides af Naboerne, men naar de senere ud paa Aaret samles i større Flokke, altid hver Art for sig, synes der at herske Fred og god Forstavelse imellem dem. De er ingenlunde dumme, men tværtimod forsigtige og snilde, naar det gælder om at undgaa Efterstræbelser. Deres Føde bestå ar dels af Vandplanter, dels ogsaa af alle Slags mindre Dyr, som de fanger paa lavt Vand. Dykke kan de ikke, saa de kan ikke i Længden holde sig ude paa Dybet. Naar Yngletiden er forbi, trækker de ud paa Stranden, hvor de ligger og fisker paa Flakkene og Landgrundene. Om Vinteren søger de delvis mod Syden, men saalænge Is- forholdene tillader det, bliver de dog i vore Farvande, til hvilke store Flokke af Sang- svaner søger om Efteraaret. Trækket foregaar om Dagen og i godt Vejr ret højt til Vejrs, hvorfor man ogsaa ofte hører deres klare Toner, inden man kan faa Øje paa dem. Men snart kommer de til Syne, de store, smukke Fugle, i Række og Geled lysende i Frostsolens Straaler. Naar de nærmer sig Kysten, sænker de sig lavere og lavere, og hvis der ud mod Vandet er en brat Klint, kan de strejfe faa Meter hen over dens Kant. Træffer man til Vogns at krydse deres Kurs ude paa Strandbakkerne, faar man ofte Lejlighed til at se og beundre dem paa nært Hold, thi de forandrer da ikke Retning men stryger lavt hen over Vognen, idet de bøjer de slanke Halse og kigger nysgerrige og maaske lidt ængstelige ned efter Køretøjet, alt mens de trompeter livligere end ellers. I Vandet kaster de sig i en meget spids Vinkel, og da de er i ordentlig Fart, glider de brusende er Stykke hen over Vandfladen, inden de kan bremse. Derpaa løfter de paa Vingerne, udstøder nogle trium- ferende Skrig og ordner Fjerene efter den lange Flugt, inden de med god Appetit tager fat paa alle de mange lækre Smaadyr, Tangen og Bunden vrimler af. Næsten prægtigst tager Svanerne sig dog ud, naar de flyver op fra Vandet. I en frisk Bris kan man til Bands ofte komme dem ret nær, inden de bestemmer sig til at lette, men til sidst vender de sig dog mod Vinden, ror rask til, breder Vingerne ud og slaar med dem, saa Vandet skummer. Derved faar de hævet det tunge Legeme saa vidt, at de kan baske med Fødderne i Vandskorpen, hen over hvilken de nu ligesom tripper plaskende, til de endelig kommer ordentlig i Fart og til Vejrs. Naar en stor Flok letter paa denne Maade,