Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
VANDROTTEN. 661 Intimest knyttede til Vandet maa et Par Gnavere siges at være, Bæveren nemlig og Vandrotten. Den til Studsmusene hørende sorte Vandrotte (Aruicolct amp/vibius) ei betydeligt mindre end en Rotte og mere korthalet end denne; dens hele Længde ei højst 24 Ctm?, hvoraf den tyndt behaarede Hale maaler de 8. Dens Pels er normalt sort paa Over- noget lysere paa Undersiden, men lysere Individer er ikke sjældne, og helt hvide Albinoformer træffes nu og da. Den holder i Almindelighed til ved Vandløb og stillestående Vunde ak alle SLigs, helst naar Bredderne er træ- eller kratbevoksede. Her graver den sig vidtløftige, men ikke dybt- gaaende Gange underjorden med Udgange over og under Vandfladen. Et Sted udvidei Gangene sig til en større Hule, Dyrenes egentlige Bolig, i hvilken de fødei deies Ungei, indtil 9 ad Gangen og 3 Kuld om Aaret. I andre Udvidninger ophobes A intet forund af Plantedele: Rødder, Knolde, Korn o. 1. Vandrotterne ynder navnlig saftige Træ- rødder, især af Pil og Poppel, men ogsaa af Frugttræer, paa hvilke de kan gøre stor Ska- de. I Damme med saf- tige Siv maa disse sær- lig tjene til Ernæring for Van drotterne, som af dem danner nogle mærkelige Platformer, paa- hvilke de hviler sig og nyder deres Maaltider.Først knæk- ker de en Mængde Siv og fletter og træder Fig. 401. Vandrotte. dem sammen til runde Ophobninger, 20—30 Ctm. i Diameter og nogle Ctm. høje overVandfladen. De Sivstæng- ler, som skal tjene til Næring, bliver derefter en for en transporterede hen til disse »Borde«, og naar Marven er gnavet ud al dem, forøger Resten af dem Dyngen. * Som de fleste andre Gnavere forsmaar Vandrotten dog næppe dyrisk Føde, og den beskyldes da ogsaa sine Steder for at rydde op mellem Fiskeyngelen og for at tage spæde Ællinger. I alt Fald det sidste maa dog vist snarere skrives paa virkelige Rotters Regning. Om Vinteren holder den sig i streng Frost hjemme i sin Bolig, men 1 mildere Vejr færdes den ude og skyr ikke Vandets Kulde, saa længe der er aabne Stedet i det. Vandet er nemlig dens egentlige Element, hvor den befinder sig bedst, og man kan om Sommeren se den muntre sig ved Leg og Svømmekunster. Navnlig driver Hannen saadanne, naar den gør Kur til Hunnen, idet den svømmer om i smaa Kredse, hvirvler sig rundt paa et Sted og slaar Kolbøtter, medens Hunnen ser til. Parringen finder Sted 1 Vandet, og Hunnen er meget omhyggelig for sine Unger, som hun, naar hun mener dem