Vor Klodes Dyr 1

670 DE PALÆARKTISKE DYR. temmelig omflakkende Tilværelse uden for Yngletiden, til Dels vel fordi vore ferske Vande er saa lidet fiskerige. Og Odderne er saa rovgridske, at de ikke nøjes med at dræbe, hvad de behøver til Føde, men de myrder alt, hvad de kan faa fat paa, og æder ofte kun de lækreste Dele af Byttet. Paa den Maade kan de snart tømme selv fiskerige, mindre Vande. Ogsaa Frøer tager de til Takke med, og Krebs synes ligefrem at være Lækkerbidskener for dem, at dømme efter den Mængde, de tager, selv hvor der er Fisk nok. Sjældnere for- griber de sig paa Ænder og andre Vandfugle. Ogsaa ved Saltvand kan Odderen finde paa at sætte Bo, og om Vinteren, naar de ferske Vande er tilfrosne, tager den ofte sin Tilflugt til Kysterne. Sit Bytte fortærer den paa Land, hvor den ofte har bestemte Maaltidspladser, der er kendelige ved en Mængde Fiskelevninger og Krebseskaller. Om Vinteren er dens Spor lette at kende i Sneen, og man kan da stundom faa Syn for Sagn for, hvor langt denne Fiskerøver strejfer om. Da Odderen er farlig for Fiskebestanden, og da dens Skind er et kostbart Pelsværk, brugeligt til alle Aarstider, efterstræbes den ivrigt. Men snu som den er, klarer den sig dog ret godt. Den lader sig let tæmme og kan endog afrettes til at fiske for sin Herre og bringe ham Fiskene i Land. Et Rovdyr, som egentlig kun har det med Vandet at gøre, at det lever i dets Nærhed, i de Rørskove, som følger mange Floders Løb, er den til Vi ver riderne hørende Ich- neumon eller Ph arao rotte (Herpestes Ichneumon), et langstrakt, spidssnudet, lavbenet og langhalet Dyr, lidt mindre end en Odder. Den har hjemme i Nordafrika og Vestasien og er f. Eks. almindelig i Ægypten. Den gaar vistnok aldrig frivilligt i Vandet, men jager Fugle, mindre Pattedyr og Slanger paa Landjorden. Naar den holder sig til Flodernes Nærhed, er det kun, fordi der her i skovfattige Lande er bedst Skjul og rigest Jagt. Den er slem efter det tamme Fjerkræ og derfor grundigt forhadt i vore Dages Ægypten, medens den som bekendt var et helligt Dyr der i Oldtiden. Den gjaldt nemlig foruden for stor Slange- dræber ogsaa for Fjende af Krokodillerne, hvad den vel ogsaa har været, for saa vidt som den sagtens efterstræbte deres Yngel og navnlig deres Æg. Derimod er de Krøniker, der fortælles om, at den løb ind i sovende Krokodillers Gab og aad sig ud gennem deres Tarme og Bug, naturligvis kun Krøniker. HAVKYSTERNES DYR. Havet er rigt. Fra det lave Vand langs dets sandede Bredder, fra Klippekysternes musling- og sneglebesatte Skær til ud paa de store Dyb vrimler det af Liv, myldrer det med Dyr. Og som de Smuler, der falder fra Rigmands Bord, kan mætte mange nøjsomme Munde, saaledes kan ogsaa det, Havet af sin Rigdom skyller i Land, danne Grundlaget for mangfoldige højere og lavere Dyrs Ernæring — det og Kystvandenes levende Orga- nismer. Havets Dyreverden bliver skildret andetsteds i dette Værk, her er det kun Hen- sigten at give et Billede af det Liv, der rører sig paa de palæarktiske Kyster og af nogle, for disse karakteristiske Dyr. Af de arktiske Pattedyr og Fugle genfinder vi mange ogsaa længere mod Syd. Saaledes bebor bande den ringede og den spættede Sæl vore Farvande, men ved Siden af dem forekommer Graasælen (Halichoerus grypus'), hvis vigtigste Artsmærke er de keglefor- mede Kindtænder. Hannen bliver indtil 22/3, Hunnen kun 2 Mt. lang, og den førstes