Vor Klodes Dyr 1

672 DE PALÆARKTISKE DYR. En egen Gruppe blandt Tandhvalerne danner Delfinerne, der haren høj Rygfinne, mange kegleformede Tænder og næbformet Snudeparti. De holder sig mest til de aabne Have og er slanke, hurtige og behændige. Ofte springer de, tilsyneladende kun drevne af kaad Livslyst, højt op over Vandet, undertiden endog over Fiskernes Baade. De er sorte paa Ryg-, hvide paa Bugsiden, men de saaledes farvede Partiers relative Størrelse er for- skellig hos de forskellige Arter. Delfinerne lever ligesom Marsvin og Grindehvaler væsen- ligst af Fisk. Almindeligst er i vore Farvande Hvid næs en (Delphinus albirostris), der bliver 3 Mt. lang og har et kort, hvidt Næb. Af samme Størrelse og meget lignende Udseende er Hvidskævingen (D. acutus), der dog er noget slankere, ligesom Grænsen mellem Rygsidens mørke og Bugsidens hvide Farve er skarpere; paa hver Side af Bagkroppen har den en stor, fortil hvid, bagtil graa, langstrakt Plet. Den er sjælden hos os, almindelig ved Atlanterhavets østlige Kyster ned til Gibraltarstrædet. Øresvinet (Z). lursid) er fra 3 til $ Mt. langt og temmelig massivt bygget med kort, but Næb. Del lever fornemmelig af Blæk- sprutter og bebor, foruden den sydligste Del af Ishavet, Atlanterhavet fra Grønland og Amerikas Østkyst til Østersøen og Middelhavet. Hos os ses det ikke hyppigt. Slankest og hurtigst er den almindelige Delfin (D. delphis) eller Springeren, der bliver indtil 2 til 22/3 Mt. lang, har langt og spidst Næb og kun er sort paa selve Ryggen, medens Siderne er graa og Bugen hvid. Den har Udbredelse fælles med Øresvinet, men er hos os endnu sjældnere end dette. Derimod er den almindelig i Middelhavet, og det er nærmest den, der, maaske i Forbindelse med Øresvinet, spiller saa stor en Rolle i græsk og romersk Mytedigtning og Kunst. For Fuldstændighedens Skyld skal vi endnu nævne, at den mærkelige og store Tand- hval Kaskelotten (Physeler macrocephalus), der i vore Dage oftest træffes i de sydlige Dele af Atlanterhavet, er strandet et Par Gange paa Øer i Kattegattet (Hjarnø og Læsø) samt at et Par andre, Døglingen nærstaaende Hvaler, Ziphius Gervaisii og Z. Sowerbyiensis lige- ledes er forulykkede enkelte Gange paa Kattegattets Kyster. Medens Hvalerne ikke kan gælde for Kystdyr, er Forholdet et andet for Søkøernes (Sirenia) Vedkommende. De vil blive nærmere omtalte senere hen, hvorfor vi her kun nævner, at en uddød Art, den stellerske Sø ko (Rhytina Stellen), har tilhørt den palæ- arktiske Fauna. Den blev 1741 opdaget af den berømte Steller ved Beringsøen, hvor det sidste Eksemplar blev nedlagt allerede Aar 1768. Saa hurtigt faldt dette mægtige og mærke- lige Dyr som Offer for Menneskets hensynsløse Efterstræbelser! Det var 8—10 Mt. langt, maalte indtil 9 Mt. i Omfang og forekom i store Flokke. Navnlig ved lave Strandbredder, hvor Højvandet efterlader en Masse organiske Lev- ninger paa de udstrakte, under Ebben tørlagte Flader, vrimler der af Fugle. De fleste af dem er Vadere og Svømmefugle, men ogsaa Medlemmer af andre Ordener søger ofte Føde her, og adskillige tager fortrinsvis Ophold paa tilstødende Strandenge. Ravne og Krager, Vipstjærter, Pibelærker, Digesmutter og Stære er, for blot at nævne nogle, hyp- pige Gæster paa saadanne Steder, og Lærkernes Sang høres ofte paa Markerne lige ud til Stranden. Ogsaa paa Klipperne ud mod Havet bygger og bor mange Fugle, der intet direkte har med dette at gøre, saaledes Rovfugle og Klippeduer. Naar man en taaget Vinterdag ligger ude ved Iskanten paa en af vore Fjorde for at