Vor Klodes Dyr 1

RYLERNE. 675 Noget større end Præstekraven er den rødbrunt-, sort- og hvidbrogede Stenvender, n. Stenvælter (Strepsilas interpres), som yngler paa næsten den ganske Jords Kyster. I Skan- dinavien er den almindelig, og hos os ruger den navnlig paa Smaaøer og Holme. En kendt Fugl for alle, der har færdedes noget ved Kysterne, er Strandskaden, n. Kjelden (Hama- topus ostralegus), der bærer sit Navn med Rette, thi der er virkelig noget ved den og dens Maade at være paa, som minder en Del om Skaden, med hvilken den ogsaa omtrent er paa Størrelse. Den er sort- og hvidbroget og let kendelig ved Næbbets og Benenes skin- nende røde Farver. Stenede Strandbredder foretrækker den for sandede, og da den er meget paapassende over for Farer, tjener dens højlydte Skrig ofte til Advarsel for andre Strand- fugle. Dens Flugt er hurtig, og der er noget rastløst over den, idet den sjældent opholder sig ret længe paa et Sted, men flyver livligt fra Sten til Sten. Strandskaden bebor største Delen af de palæarktiske Kyststrækninger og er almindelig i Norden, hvortil den kommer tidligt paa Foraaret, og hvorfra den rejser sent paa Efter- aaret. Den som alle disse her omtalte Vadere lever væsentligst af mindre Krebsdyr, Orme, Insekter, Fiskerogn og Yngel, men den tager dog ogsaa mange mindre Muslinger og Snegle. Med sit stærke Næb danner den imellem Strandbreddens Sten eller i Grus en Fordybning til sine 4 store, gulgraa, sortplettede Æg. De hidtil nævnte Arter af Vadere hører til de kortnæbbede, men ogsaa de langnæbbede har talrige Repræsentanter blandt Strandfuglene, først og fremmest Rylerne, smaa, liv- lige, hurtigt løbende og godt flyvende Fugle med tyndt, lige eller-lidt buet Næb og middel- lange, spinkle Ben. De fleste af dem yngler højt mod Nord og besøger os kun paa Træk- ket, som den oftere omtalte islandske Ryle, n. store Strandvibe (Tringa canutus), den største, og Dværgrylen, n. liden Strandvibe ( Tr. minuta), den mindste af dem alle. Den sidste er kun af en Spurvs Størrelse og er truffen ynglende i det nordligste Norge, Rus- land og Sibirien. Den sortegraa Ryle, n. Fjærepisten (Tr. striata) — se Pig. 105 —, er paa Størrelse med en Sangdrossel, gulbrun-, sort- og hvidbroget og nærmest en arktisk Art, skønt den yngler hist og her paa de skandinaviske Højfjælde. Paa Størrelse med en Lærke er den krumnæbbede Ryle, 11. den spovenæbbede Strandvibe (Tr. subarqvata), med let krummet Næb og kendelig i sin Sommerdragt ved den rødbrune Underside, der om Vinteren skifter om til hvidt. Dens Ynglesteder er endnu ukendte, men antages at maatte findes langs Ruslands og Sibiriens Ishavskyster. I Træktiden om Efteraaret er den temmelig almindelig ved vore ligesom ved de skandinaviske Kyster. Paa samme Størrelse er Temmincks Ryle, n. Temmincks Strandvibe (Tr. Temminckii), der er kortnæbbet, mørk paa Rygsiden, hvid paa Undersiden med grønsorte Ben og Næb. Den yngler i det nordligste Europa, bl. a. i Lapland og paa de norske Højfjælde, ved Søer og i Moser. For- og Efteraar træffes den, men ikke almindeligt, ved vore Kyster. Den eneste hos os ynglende Ryle er den almindelige Ryle, 11. den foranderlige Strandvibe (Tr. cinclus), der er paa Størrelse med de to sidstnævnte. Dens Næb er tem- melig langt, sort ligesom Benene; Ryggen er graabrun- og sortbroget, Undersiden hvid, om Sommeren med et stort, sort Skjold paa Brystet. Denne circumpolare Art er i hele vort Norden den almindeligste af alle Ryler, og dens 3—4 olivengrønne, mørkplettede Æg findes ofte i Græsset ved vore Strandbredder uden synderligt Underlag. Uden for Yngle- tiden fylker den sig som andre Ryler til store Flokke, der trækker om ved lave Strand- bredder for at søge Føde, ofte sammen med nærstaaende Arter eller anførte af en noget 83*