Vor Klodes Dyr 1

BRUSHØNSENE. 677 om man laa og saa paa dem i kun en halv Snes Meters Afstand. De var gerne 8 til 10 i Tal, alle forskelligt udstafferede og derfor lette at kende. Navnlig var der en stor, ilter Slagsbroder med en mægtig, hvid Halskrave og lyse Nakkeduske, og en anden med en skinnende, kastaniebrun Krave og graalige Toppe; en tredie havde sort og hvidspraglet Krave, og bha metalskinnende Bukler, en fjerde udmærkede sig ved en temmelig lille, men særdeles pyntelig, graa og hvid længdestriber Krave. Legene, thi hvad der gik for sig var øjensynligt ikke alvorlig mente Kampe, tog sig saare kuriøse ud. En Tid lang spadserede de forsamlede Paladiner strunke og gravitetiske om i Udkanten af den runde Plads, eller de stod stille og lod Solen spille i deres pragt- fulde Fjerpynt. Saa nærmede et Par sig hinanden med sagte Fjed, idet de rask og taktfast nikkede med Hovedet, medens de bøjede sig forover og stak Stjærten til Vejis. Dei paa stillede de sig lige over for hinanden, rettede sig og maalte hinanden med haanlige Blikke, saa bøjede de sig atter forover og nikkede hid- sigt ad hinanden. Plud- selig hoppede de begge paa een Gang i Vej ret og røg flagrende sammen som et Par kampivrige Hanekyllinger, eller de blev staaende og veks- lede drevne Fægterstød med Næbbene. Stødene blev opfangede i og pa- rerede med de brusen- de, rejste Halskraver, og naar der indtraadte en Pause i Striden, stod Duellanterne og buk- Fig. 409, Brushane i Parringsdragt og Kampstilling. kede nogle Sekunder som et Par Brydere, der skal til at tage fat for Alvor. Hver enkelt Holmgang varede sjældent mere end et Minut eller to, saa sænkede den struttende Fjer- pynt sig, og de to Modstandere trak sig tilbage for snart at afløses af et Par andre. Paa den Vis blev de ved i Timevis uden nogen Sinde at give en Lyd fra sig. Hunnerne saa vi al- drig noget til under Legene. Hvorledes skal man nu egentlig forklare sig Meningen med disse Lege? Kampe om Hunnerne i almindelig Forstand er de absolut ikke, der er ikke 7ale om Sejrherrer og overvundne, saa lidt som om Drab eller Blodsudgydelse, og de fortsættes længe efter, at Hunnerne har lagt Æg og ruger, saaledes at Hannerne over dem glemmer at bekymre sig baade om Mage og Afkom. Først hen i Slutningen af Juni Maaned ophører de. Nogen Betydning for Udviklingen af Hannernes Styrke og Størrelse kan de næppe have, og det er vist tvivlsomt, 0111 der som Følge af dem stiftes varige Forhold mellem bestemte: Han- ner og Hunner. Rimeligvis parrer Hunnerne sig med flere Hanner, og alle disse, hvad enten de nu er særlig pragtfuldt udstyrede eller ej, finder vistnok villige Elskerinder. Heller ikke synes Hunnerne at foretrække visse bestemte Farver eller Farvetegninger hos