Vor Klodes Dyr 1

FLAMINGOEN. 679 er sorte, de sidste dog med store, hvide Partier. Fortæerne er forbundne med en dybt, halvrundt indskaaren Svømmehud. Et har den (og dens nærmeste Slægt) ganske for sig selv, nemlig det lange, tynde, fladtrykte, spidse, i den yderste Halvdel opadbøjede Næb, hvis Udseende er højst kuriøst. Denne mærkelige Fugls Hjem er Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemasien med Nordgrænse hos os og i Sydsverrig. Den yngler, til Dels kolonivis, enkelte Steder ved vore Kyster og paa Holme i Søer nær ved disse, hvor dens 4 Æg, der har de hos Strandfuglene sædvanlige Farver, lægges i en Fordybning i Sandet eller Gruset. Nærmer man sig Rugepladsen, flyver Fuglene ængsteligt skrigende omkring Fredsforstyrreren, men ellers er de meget sky. Deres Føde, der ikke blot bestaar af Smaadyr, Fiskerogn o. 1., men ogsaa af fine Vandplanter, især Alger, samler de ude paa Fladvandet og paa de ved Lavvande tørlagte Sandstrækninger, der sr nødvendige Betingelser for deres Velvære. Maaske har Næbbet faaet sin underlige Form ved, at de har haft for Vane at søge Føde inde under de paa saadanne Steder almindelige Sten. Ogsaa blandt Svømmefuglene maa et Antal nærmest kaldes Kystdyr, fremfor alt Flamingoen (Phoenicopterus rosens), der af mange Forskere anses for at høre til Vaderne, hvilket visselig ikke modsiges hverken af dens Ydre eller dens Levevis. Dens almægtigt lange, tynde og højt op paa Skinnebenene nøgne Ben staar i endnu grellere Misforhold til Kroppen end Stylteløberens og gør det muligt for den at vandre om i ret dybt Vand, hvis Bund den dog er i Stand til at naa med Næbbet, eftersom Halsen er lige saa ufor- holdsmæssig i sine Dimensioner som Benene. Disse Legemsdele maa hos Fugle, der fører Vadernes Levemaade, svare til hinanden, thi Maalet med de lange Ben er jo hos dem væsentligt at gøre dem i Stand til at kunne hente Føden i Vandet uden at skulle svømme eller dykke. Men havde Halsen ikke en tilsvarende Længde, vilde Benenes kun hjælpe dem lidt. Ganske mærkværdigt er Flamingoens store, brede Næb med det underlige Knæk nedefter paa Midten; den benytter det til at rode op i Bunden med saaledes, at Overnæb- bet vender nedad, og det er for øvrigt konstrueret omtrent som Ændernes til at si Smaa- dyr bort fra Vand og Mudder. Den udvoksede Fugl er lyst og skært rosenrød med mørke- røde Overvinger, sorte Svingfjer, røde Ben og rødt, sortspidset Næb, medens den som yngre er hvid. I Højde maaler den næsten P/3 Mt., og mellem de forholdsvis korte For- tæer har den en temmelig dybt indskaaren Svømmehud. Den her beskrevne Flamingoart forekommer ved Middelhavet og det sorte Hav, ved Indiens Kvster og det røde Hav, samt paa en Del af Afrikas Vestkyst og de der liggende Øer. Den er almindelig i Spanien, paa Sicilien og Sardinien, hvor den navnlig har sit Tilhold ved Søerne i Nærheden af Kysten, men saaledes, at den foretrækker de salte og brakke for de ferske. Derfor træffes den ogsaa meget talrigt ved de store Brakvandssøer i Nilens Delta. Her spankulerer Flamingoerne om i Rækker og Geledder, og Brehm beskri- ver med malende Ord det dybe Indtryk, de gjorde paa ham, naar Solen lyste i deres rosen- røde Fjerpragt, og naar de kom susende i Tusindvis ordnede som Tranerne i kileformede Flokke. Føden søger de blandt Vandets og Bundens Masser af Smaafisk, Rogn og lavere Dyr. Egentlige Trækfugle er de ikke, heller ikke i Europa, men de strejfer meget om og træffes ofte kun paa bestemte Steder til bestemte Aarstider. De ruger kolonivis i store Sumpe, snart ude i selve Vandet, snart paa vanskeligt tilgængelige, ganske lave Holme.