Vor Klodes Dyr 1

684 DE PALÆARKTISKE DYR. staaeligt. Hunnen lægger 8 til 16 gulhvide Æg, som hun siges at ruge alene. Hannen holder hende dog med Selskab Rugetiden igennem eller besøger hende i hvert Fald ofte, thi man ser ham ikke sjældent sidde uden for Hulen, i hvilken hun ruger, og undertiden kommer hun et Trip ud til ham, for ved hans Side at skue ud i den sollyse Verden. Saa- snart Ungerne er udrugede eller faa Dage derefter, spadserer Hunnen af Sted med dem til Stranden. Har hun ruget langt fra denne, hvad ikke sjældent er Tilfældet, fører hun dem til den nærmeste Bæk eller Aa, ad hvilken hun saa lodser dem ad Kysten til. Hannen synes ikke at følge med paa denne Vandring, thi Ællingerne er næppe nogen Sinde led- sagede af mere end een gammel And; men saa snart Familien er naaet til sit foreløbige Maal, slutter han sig til den, og nu svøm- mer begge Forældrene om strandlangs paa det lave Vand og tager sig kærligt af deres sort- og hvidbrogede Kuld. I Slutningen af August eller Begyn- delsen af September trækker Gravænderne mod Syd, ned til Afrika. Lader man deres Æg udruge af Tamænder, eller indfanger man Ællingerne som ganske smaa, kan ogsaa disse vilde og sky Fugle vænnes til at færdes mellem det tamme Fjerkræ. Men i Træktiden flyver de bort, og er Vingerne stækkede paa dem, sætter de til Fods eller ad en Aa Kursen rakt efter Stranden og slutter sig der til en Flok Frænder. At gøre dem til virkelige Husdyr, lykkes vistnok aldrig. Hos os er Gravanden ikke synder- lig forfulgt, thi dens Kød er trannet, og selv Æggene har mere af samme Smag, end behageligt er. En Slægtning af den, den smukke Rustand (T. rutild), der hører hjemme Fig. 412. Sule paa Reden. og Danmark, særlig i Aarene 1892 og 93, da fundet Sted. mod Sydøst i Europa, Asien og Afrika, er nogle Gange skudt baade i Norge, Sverrig en større Indvandring af dem synes at have Undertiden sker det, at der paa en Mark midt inde i Landet ses en langnæbbet, gaase- stor, hvid Fugl med sorte Vingespidser sidde ør og forvirret, saa hver en Smule Hjore- dreng kan gaa til og tage den, uden at den prøver paa at sætte sig til Modværge eller flyve op. Tossefuglen har Bønderne døbt den og dømt den at være mere end dum; men de tager fejl, den er ikke dum, saa lidt som en gammel, helbefaren Matros er det, fordi han ikke altid kan klare sig blandt Landkrabberne. Fuglen er Sulen, n. ogsaa Havsulen (Sula bassand), en Havfugl i Ordets egentligste Forstand og derfor ukendt med Landet og dets Skikke. Aldrig har den sat Fod paa Fæste andetsteds end paa den lille Klippeø, hvor den er født, og hvor den har fostret sine Unger, der og saa maaske paa et eller andet