Vor Klodes Dyr 1

SKARVEN. 68 $ bølgeslidt Udskær, og aldrig var den nogen Tid længere borte fra Havet, end at den jo kunde styrte sig i det fra Stedet. Men nu har Storm og Snefog og Taage gjort den vils og ladet den strande langt inde i Land, hvor den ikke kan se sit Hjem, det store, frie Hav — er det saa underligt, om den bliver skør og selvopgivende? Men se den samme Fugl, hvor den føler sig hjemme, og man vil faa et andet Indtryk af den. Sulen yngler massevis paa smaa Klippeøer saa langt ude i Havet som muligt. Paa St. Kilda, paa Myggenæs (Færøerne), paa Vestmanneey, Grimsey o. fl. under Island giver den Møde i uhyre Tal ved Foraarstid for at sørge for Slægtens Formerelse. Paa en Klippeafsats Snese af Meter over Havet, ofte knap stor nok til at bære Reden, samler, den en Bunke Tang, i hvilken den lægger sit eneste, store, grønblaa Æg, som Han og Hun skiftevis ruger, til den grimme, graadige Unge bryder frem for straks at raabe paa Mad, Mad og mere Mad. Begge de gamle har nok at gøre med at fiske til dem selv og til Slughalsen derhjemme, som mere og mere omgiver sig med ubedrage- lige Tegn paa en god Fordøjelse, til den til sidst sidder snavset og stinkende i en Mødding, hvis Overflødighed finder Afløb i hvide Strømme ned ad den mørke Klippe. Omsider kommer den Dag, da Vingerne er stærke nok til at bære den nye Verdensborger, og nu holder Foræl- drene op med at made den, indtil Sulten driver den til efter megen Klynken og mange ynke- lige Vræl at styrte sig gennem Luften ned i det vinkende Hav. Snart efter forlader Familien i Flok og Følge med Hundreder Ynglestedet for at tilbringe Resten af Aaret til Havs, Dagene paa Vingerne, Nætterne paa Vandet sovende trygt i Storm som i Stille. Sulerne er udholdende Flyvere, der i sej- lende Flugt kan maale sig med de dygtigste Fig. 413. Skarv paa Reden med Unger, blandt Fuglene, og deres store Aarefødder, thi de hører til de aarefodede, gør det til en let Sag for dem at svømme rask og støt. De følger Fiskestimerne, navnlig Sildene, og bemægtiger sig deres Bytte ved Styrtedykning. Deres Tilsynekomst ved de nordiske Kyster er derfor periodisk ligesom Sildens, og de er i visse Aaringer almindelige nok her, saa sjældne de ogsaa er i andre. Paa Ynglestederne tages Æg og Unger i Massevis af Øboerne, men ellers forfølges de ikke stort, da de voks- nes Kød just ikke er velsmagende. For en Aarrække siden havde en stor Koloni af Kormoraner eller Skarver (Graculus carbo) slaaet sig ned i Bognæs Skov ved det indre af Issefjorden, hvor de byggede deres store og klodsede, men stærke og faste Rede af Grene og Kviste i de store Løvtræer ud mod Strandbredden. De forvandlede efterhaanden den smukke Skov til et stinkende og støjende Niflhejm; Træerne blev bladløse og gik ud som Følge af deres skarpe og ætsende Ekskrementer, og Skovbunden under dem dækkedes fodhøjt med Skarn, Aadsler af ned-