Vor Klodes Dyr 1

686 DE PALÆARKTISKE DYR. faldne Unger og tabte Fisk. Der saa ud værre end i en Hejrekoloni-—Hejrerne ynglede for Resten tæt op til dem — og hvad der var det værste, Fiskeriet i Fjorden led føleligt under deres umættelige Rovlyst. Saa blev der aabnet en regulær Krig imod dem : unge og gamle blev skudte bort og Redetræerne fældede, og til sidst maatte Resterne af den stærkt ud- tyndede Bestand fortrække. De kom igen et Par Aar efter, men blev atter forjagne, og nu er en Kormoran en Sjældenhed paa Issefjorden. Som det gik dem der, er det gaaet dem overalt her i Landet, hvor de nu næppe yngler mere, om en og anden end kan ses her, navnlig ved Vintertid. Men Skarven har Ynglesteder nok endda, thi den er udbredt over det meste afjorden, Syd- og den vestlige Del af Nord-Amerika midtaget. I Sverrig bygger den nu og da, og langs Norges Vestkyst er den almindelig fra den russiske Grænse til Stavanger. Her byg- ger den Rede paa Klipperne, dels paa Fuglebjærgene dels i Kolonier for sig selv. Den er en stor, langhalset, sort, aarefodet Fugl med temmelig langt, lige, kun i Spidsen noget krumbøjet, middels sammentrykt Næb, med en nøgen, gul Næbpose og en hvid Plet paa Hofterne. Halen er middellang, stiv og afrundet, Vingerne temmelig korte. Da Benene er stillede langt tilbage, gaar den slet og sidder meget opret, støttende sig paa Halen; men de lange, smidige Tæer er godt skikkede til at omklamre Klippekanter og Grene. Den flyver tungt men rask og ret udholdende, svømmer godt med Legemet dybt i Vandet, saa næsten kun Hoved og Hals rager op over det, og dykker udmærket. Dens eneste Føde er Fisk, som den .ofte tager dybt under Overfladen, i vore Farvande navnlig Aal, andet- steds især Torsk. Hunnen lægger fra 2 til 4, oftest dog 3 grønlighvide Æg. En mindre Art, Topskarven (G. cristatus), er sort med grønlig Metalglans og med en forover krøllet Fjertop ved Næbroden. Den yngler ved alle Europas Atlanterhavskyster samt ved Middelhavet og det sorte Hav og er almindelig paa samme Del af Norges Kyst som Kormoranen. 1 Sverrig ses den fra og til, medens den hos os kun vides skudt een Gang. Dens Liv former sig som Kormoranens, og den er som denne en Standfugl, der kun lader sig tvinge bort fra sine vante Tilholdssteder ved usædvanlig stærk Kulde. Endnu for noget over et halvt Aarhundrede siden rugede der paa nogle Skær ved Island enkelte Eksemplarer af maaske den mærkeligste palæarktiske Fugl, den til Alkerne hørende Ge jr fugl ^Alcct impennis). Langt tilbage i Tiden havde den, hvad Fund i Sten- alderens Affaldsdynger godtgør, levet ogsaa ved vore Kyster, og til op mod vor Tid fore- kom den ved New-Foundland, Ørkney- og Schetlandsøerne, Færøerne og Norge. Dens Udryddelseshistorie er trist, Begærlighed efter Vinding fuldendte, hvad Begærlighed efter dens velsmagende Kød og Æg havde begyndt, og ingen tænkte paa at frede den, mens Tid var. Nu er Skind af den næsten ikke til at faa fat paa, og dens Æg betales paa Auk- tioner over naturhistoriske Samlinger med over 1000 Kr. Stykket. De formentlig sidste Gejrfugle blev dræbte under Island Aar 1844, men det siges dog, at et Stykke blev taget ved Lapmarkens Kyst endnu i Aaret 1848. Gejrfuglen var stor og pengvinlignende. Dens Højde i opret Stilling var henved 2/3 M., dens hele Længde c. 90 Ctm., dens Fødder sad langt tilbage og dens Vinger var kun 15—151/2 Ctm. lange. Dens tætte Fjerklædning var sort paa Hoved, Hals og Ryg, hvid paa Bugen, og mellem Øje og Næb havde den en stor, hvid Plet. Flyve kunde den ikke, og Vingerne brugte den kun til Svømning, i hvilken Idræt den var Mester. Den levede af Fisk og kom kun i Land paa enlige, øde lave Skær for at ruge sit eneste, store hvide Æg. Stort mere vides der ikke om dens Liv.