Vor Klodes Dyr 1

HULEFAUNAEN. 687 Hermed slutter vi Skildringen af Kysternes Dyr. Til disse kunde ganske vist regnes en Del Orme, Krebsdyr og Bløddyr, som lever i og paa Sand og Klipper ved Overgangen mellem Hav og Land, men de vil blive skildrede under Havets Dyreverden, og de mange Insekter, Edderkopper o. s. v., som færdes paa Stranden og i dens halvtørre Tangmasser, frem byder intet, der kvalificerer dem til særlig Omtale. Vi gaar derfor videre til: HULEFAUNAEN. Overalt paa vor Jord er Livet trængt frem. Den mest øde, af Solen svedne Sand- eller Stenørken huser dog bande Planter og Dyr; paa Gaurisankars højeste Tinde, i Stillehavets dybeste Dyb, paa Sneen, der dækker Højbjærgenes ubetraadte Bræer, paa Isen, der aldrig brudt kranser Polerne — overalt kan der paavises Liv eller i alt Fald Spirer til Liv. Hvor plastisk maa ikke det, vi kalder ved dette Ord, være for at kunne bestaa under saa skif- tende Kaar. I den fortyndede Bjærgluft, hvor Kviksølvsøjlen kun hæver sig faa Centimeter i Barometerrøret og hvor Vandet koger ved faa Graders Varme, dybt paa Havets Bund, hvor alt knuges under Hundreder af Atmosfærers Tryk, i Geysernes næsten koghede Vand og i Høj nordens iskolde Luft lever og aander Væsener i Slægt med os og med dem, der omgiver os paa alle Sider. Næsten mest forunderligt er det dog, at end ikke noget Hulrum i Jorden, saa vidt Men- nesker er trængte frem, er blottet for Liv. Bjærgværkernes dybeste Skakter er ligesom de naturlige Huler, de bugte sig nok saa langt ind i Bjærgene og nok saa dybt ned mod Jordens Indre, Hjem for baade Dyr og Planter. Mangen Gang, naar det vandsøgende Bor er trængt ned til underjordiske Søer eller Floder i maaske Hundreder af Meters Dybde, forbavses, ja næsten forfærdes Arbejderne ved at se skyllet frem fra Dybet levende og sprællende om end blege og farveløse Dyr. Lidet kender vi endnu til denne underjordiske Fauna, der kun et Par Steder, i det sydlige Europa og Nordamerika, er bleven nogenlunde grundigt gransket. Men saa meget ved vi, at den er til overalt, hvor der har været givet Dyr fra Overfladen Lejlighed til at trænge frem. Lad os engang i Korthed se, under hvilke Betingelser Huleboerne lever. Har vi en Hule for os af tilstrækkelig Dybde og beliggende i et gunstigt Klima og i dyrerige Om- givelser, vil vi ved nærmere Undersøgelse se, at der i dens ydre, endnu delvis af Lyset paavirkede Dele rører sig et ikke ringe Liv. Fugle bygger Rede under dens Loft og i dens Vægges Hulheder. Flagermus søger skarevis Skjul i den mod Dagens Lys og Vinterens Kulde. Rovdyr har maaske, hvis Egnen endnu er lidet beboet og besøgt af Mennesker, deres Tilhold i dens ydre Partier, hvor Levningerne fra deres Maaltider har hobet sig op i tykke Lag. Tudser og Salamandre, Insekter og Edderkopper, Snegle og Orme myldrer overalt, hvor en Lysstraale kan naa ind. Men alle er de dog kun Gæster, lokkede hid ved den Sikkerhed, Hulen byder dem, ved den jævnt fugtige Luft eller ved de Fødeemner, Stedet rummer. De vandrer ind og de vandrer ud, de yngler maaske Slægtled igennem i det stille Halvmørke, men de er kun Udløbere af Faunaen udenfor, uden Særpræg og i Stand til, naar det skal være, at friste Livet i fri Luft. Først naar vi trænger dybere ind og længere ned, til Steder, hvortil aldrig det svageste Lysglimt naar, møder vi Hulens ægtefødte Børn. Her kryber de blege og ofte blinde om paa dens fugtige Vægge, eller de svømmer i dens stille Smaasøer og dens sagte strøm-