Vor Klodes Dyr 1

688 DE PALÆARKTISKE DYR niende Vandløb, her lever og lider de under Kaar, saa lidet skiftende som de paa Dybhavets Bund. Her hersker stadig den samme, uforanderlige Varmegrad, der, for saa vidt vi ikke søger til alt for dybt liggende Huledele, omtrent vil være den stedlige Udverdens Gen- nemsnitstemperatur. For de Hulers Vedkommende, vi her nærmest kommer til at beskæf- tige os med, de østerrigske, vil den svinge mellem 9 og 10 Gr. C. Ogsaa Luftens Fugtig- hedsgrad, dens Iltholdighed o. 1. vil stedse være væsentlig ensartet, ligesom dens Strøm- ninger aldrig nogen Sinde vil blive stærkere eller svagere, end de er og har været i Aar- tusinder. Her i det mindste skal ingen fra Omgivelserne udgaaende Indflydelse virke om- formende paa de engang tilpassede Dyr eller stimulerende paa deres Evne til Variering. Modstanderne af Udviklingslæren kan have betydelig godt af alvorligt at overtænke visse, til denne den egentlige Hulefauna knyttede Forhold. Hvor som helst paa Jorden vi træffer virkelige Huledyr, viser de sig næsten stedse at være ganske nær i Slægt med dem, der paa Stedet lever og færdes uden for Hulerne. De tilhører ikke blot de samme Ordener, Familier og Slægter, men de har ogsaa Art for Art deres Brødre blandt Lysets Børn i Solskinnet uden for eller oven for deres mørke Hjem. Ingen, der overhovedet kan eller tør tænke over disse Emner, vil kunne vise fra sig den indlysende Kendsgerning, at Huledyrene er trængte ind i Mørket udefra og har omformet og tilpasset sig efter de nye Kaar. Disse Dyr i alt Fald er ikke »skabte« som det, de er, men er bleven til det i-Kraft af en Vekselvirkning mellem ydre Forhold og indre Udviklings- love. Hvor meget og hvor lidet de 1 hvert enkelt Tilfælde er bleven omdannede, beror paa os til Dels endnu ukendte Forhold, men at de er bleven omdannede, derom er der ingen Tvivl. De er bleven til virkelige, nye Arter, nær beslægtede med, men dog i mange Maader vidt forskellige fra dem, de nedstammer fra, og som endnu, i de fleste Tilfælde heldigvis lidet forandrede, lever saa at sige Dør om Dør med dem. Og vi kan tage og føle paa, hvad det er, der har gjort Huledyrene til det, de er, og hvorledes de forskellige Faktorer har virket paa dem. De fleste af dem er blinde, og i mange Tilfælde kan vi med Bestemthed sige, at de er bleven blinde ved Livet i Mørket. Øjnene har været overflødige og er derfor i Kraft afen bekendt Naturlov efterhaanden forsvundne. Om andre er det ikke givet, at det er Opholdet i Hulen, der har berøvet dem Synet. Og- saa uden for Hulerne træffer vi f. Eks. mange blinde (øjenløse) Insekter, .navnlig blandt dem, der lever hele deres Liv under Stene, bag Træbark eller paa lignende mørke Steder. Maaske, ja rimeligvis, har ogsaa Fjernelsen fra Lyset gjort dem blinde, vi ved jo, at det kan have en saadan Virkning. Men lad os nu tænke os, at en ny Hule er bleven dannet, og de fleste Huler er af forholdsvis ny geologisk Alder, hvorledes vil den da blive befol- ket? Ved Indvandring udefra og kun derved, lad nu Indvandringen være frivillig eller ufrivillig i det enkelte Tilfælde. Blandt de indvandrede Leddyr vil der være et Antal seende og et Antal blinde, eftersom begge Kategorier lever uden for Huleporten. De blinde blandt dem vil utvivlsomt have Fordelen fremfor de seende, eftersom de forud er tilpassede til Mørket. De vil ofte sejre i Konkurrencen, thi Kampen for Tilværelsen vil rase ogsaa her, medens paa den anden Side mange seende Arter sikkert nok vil være ude af Stand til at passe sig ind under de nye Forhold. Der er derfor god Grund til at antage, at der mellem de Dyr, som fik fast Fod i Hu- lerne, har været forholdsvis mange, der ikke behøvede at blive blinde, desformedelst de var det i Forvejen. Men det udelukker naturligvis ikke, at andre har mistet Synet som