Vor Klodes Dyr 1

HULEFAUNAEN. 689 Følge af mange Slægtleds Ophold i Hulernes Mørke. Mærkeligere er det, at ikke alle Huledyr er blinde. Vi har her et noget lignende Forhold som i Havdybene, hvor der hersker absolut Mørke: nogle af de der levende Dyr er øjenløse og blinde, andre har store og veludviklede Øjne og maa kunne se. Men i Hulerne mangler rigtignok den Egenskab hos Beboerne, som menes at forklare Synet hos en Del Havdyr: Lysudstraalings- evnen. Underlig nok er den vistnok ikke til Stede hos et eneste Huledyr, saa vidt vi kender dem; der maa være et eller andet Forhold, som har forhindret dens Udvikling. Men hvor kan det da være, at saa forholdsvis mange Huledyr har bevaret deres Øjne og vel ogsaa Muligheden for at bruge dem, skønt hverken de eller deres Forfædre i maaske Tusinder af Led nogen Sinde har havt Lejlighed til at se blot det svageste Lysskær? Her- til er at svare, at dels er utvivlsomt Hulernes Beboere indvandrede til forskellige Tider, nogle tidligt, andre sent, saa at Mørket ikke har indvirket lige længe paa dem alle. De seende kunde da tænkes gennemgaaende at være de senest indvandrede. Men dels er det ogsaa givet, at den samme Faktor ikke indvirker lige stærkt og lige hurtigt paa alle Konstitutioner. Nogle har hurtigt mistet Øjnene og Synet, andre har bevaret dem endnu til Dato. Saa vi deres Efterkommere om nogle Hundredtusinde Aar, vilde de maaske, ja rimeligvis være øjenløse, forudsat at de vedblev at leve under samme For- hold som nu. De fleste Huledyr er ganske affarvede, idet deres Hud og andre Organer har mistet al Pigment. Mange af dem har ikke mistet Evnen til Pigmentdannelse, idet de bliver mere eller mindre farvede, naar de bringes ud af Hulemørket og lever en Tid i Lyset, men de er afskaarne fra at udnytte Evnen, saa længe de bliver i Mørket. Ikke fordi Pigment- dannelse overhovedet ikke kan foregaa i Mørke, det viser de af Huledyrene os, som har bevaret deres oprindelige Farvning i større eller mindre Grad, men fordi Gaverne ogsaa i saa Henseende er ulige fordelte. De fleste af Hulernes Insekter er vingeløse, eller deres Vinger er i alt Fald saa stærkt omformede og reducerede, at de ikke kan benyttes til Flugt. I det overvejende Antal Til- fælde skyldes dette vistnok, at Dyrene ikke under de nye Forhold har haft Brug for Flyve- evnen, men nogle af dem kan ogsaa være komne ned i Hulerne vingeløse eller ude af Stand til at flyve. Thi selv blandt de Familier, hvis Medlemmer som Regel er flyvende, er ikke-flyvende Former jo ingenlunde sjældne. Naar vi spørger om, hvad disse Huleboere lever af, og deres Tal er enkelte Steder slet ikke saa lille endda, maa vi først undersøge, om der i Hulerne vokser Planter, der jo dan- ner Grundlaget for alt Dyreliv. Vi finder da, at der i dem gror et Antal lyssky Svampe og Alger, af hvilke en Del af Dyrene lever. Men desuden bliver der i mange Huler ført en Del Næringsstoffer ind udefra. Med indstrømmende Vand følger Plantedele: Blade, Pinde o. 1. tilstrækkelige til at ernære mange Smaadyr, ligesom det ogsaa kan skylle levende og døde Dyr med sig. Flagermusenes Ekskrementer og døde Kroppe findes ofte i Mængde selv i de Dele af Hulerne, hvor Lyset aldrig trænger ind, og af dem kan mange levende Væsener næres. Af de Dyr, der henter deres Næring fra de nævnte Kilder, lever saa andre, som igen i mange Tilfælde efter Tur maa tjene til Føde for deres Overmænd i Størrelse og Styrke: alt som, men kun mere overskueligt end uden for Hulerne. Hvorledes, vil man spørge, opsporer og jager Dyrene hinanden i det tætte Hulemørke? Er andre Sanser bleven stærkere udviklede hos dem til Erstatning for det mistede eller Vor Klodes Dyr. gr