Vor Klodes Dyr 1

690 DE PALÆARKTISKE DYR. unyttige Syn? Ja, det synes, at navnlig Lugtesansen, maaske ogsaa Hørelsen er skærpet hos Huledyrene, saaledes at de ved Hjælp af dem er i Stand til at finde og undfly hinanden. Hos adskillige er det ogsaa paavist, at visse i Forbindelse med Nerveenderne staaende Dannelser, der maa antages at staa i Sansningens Tjeneste, er flere, større og mere sammen- satte end hos nærstaaende, i det frie levende Arter, og at nye Organer af denne Slags er opstaaede. Huledyrene har tillige gennemgaaende faaet Følehorn og Lemmer mere eller mindre stærkt forlængede, saa de ved Hjælp af den fine Følelse i disse Legemsdele kan beherske et større Omraade. For Resten er det tydeligt, at mange af de øjenløse Huleboere dog paa en eller anden Maade er modtagelige for Lysets Paavirkning. Kaster man et skarpt Lysskær paa dem, vil de forholde sig rolige, hvis de sidder og sover, men er de vaagne, forsvinder de skynd- somst i en eller anden mørk Krog eller Revne. Der er intet famlende ved deres Bevægel- ser, de forholder sig i saa Henseende ganske som seende Dyr og løber med samme Sikker- hed som disse. Hvad de enkelte Former blandt de ægte Huleboere angaar, maa vi fatte os i Korthed. Hvirveldyrene er i den palæarktiske Region kun repræsenterede af Hulesalamanderen (Pratens angvineus), denne mærkelige Halepadde, hvis Opdagelse i forrige Aarhundrede vakte saa stor Opmærksomhed i den videnskabelige Verden. Dens Legeme er trukket saa stærkt i Længden, at den er aaleformet, og den har et bredt Hoved, hvis Snudeparti er langt og but endende. Øjnene er yderst smaa, næsten usynlige, skjulte under Huden, og ude af Stand til at fungere. Paa Siderne af Halsen sidder 3 udvendige blodrøde Gælle- buske og mellem dem to Gællespalter. Lemmerne er korte og svage, Forpoterne har 3, Bagpoterne 2 Tæer; Halen er lang og sammentrykt. Hulesalamandrene er temmelig varierende af Farve; nogle er hvidgule, andre rødlige eller kødfarvede, og atter andre har et violet Skær. Naar de bringes ud af Hulerne og hol- des i Akvarier udsatte for Lyset, bliver nogle violetplettede ved forstærket Pigmentdannelse. De forekommer i en stor Mængde Huler i Østerrig, Krain, Kærnthen og Dalmatien, men almindeligst synes de at være i den berømte Adelsberger-Grotte. Alle underjordiske Vande, og de er mange, synes i disse Lande beboede af Hulesalamandre, der ofte skylles frem af dem, ved stærkt Regnfald eller i Snesmeltningens Tid. Her lever disse forunderlige Skabninger af andre Vanddyr, navnlig visse Krebsdyr, og her forplanter de sig. Det varede længe, inden man blev klar over deres Forplantnings- forhold; først 1883 lykkedes det Marie v. C h au vin at kaste Lys over dem. I Maj Maa- ned skifter Hannerne til en vis Grad Farve, idet denne bliver mørkere, mere graalig, me- dens der paa Halen optræder to Rækker smaa, lyse Pletter. Halen bliver tillige forsynet med en fin, kruset Hudbræmme, noget, vi kender fra vore almindelige Vandsalamandre, hos hvem alt dog er langt mere udpræget. Det kunde forbavse, at der saaledes hos blinde og i Mørke levende Dyr optræder »Parringsfarver«, men dels er disses Fremkomst maa- ske dybt begrundet i og uadskillelig fra den Indvirkning, Brunsten har paa Dyrenes Or- ganismer, dels maa de opfattes som endnu ikke tabte Rester af Forfædrenes Parringsdragt. Hos Hunnen modnes nu Æggene, hvorved hendes Bug tiltager stærkt i Omfang, og de lægges eet for eet, idet de klæbes fast til Stene og Klippeflader. Hvorledes de befrugtes, vides ikke endnu. Efter c. 3 Maaneders Forløb slipper Larverne af Æggene, temmelig stærkt udviklede, med Forlemmer, men med lidet uden for Huden synlige Baglemmer. I