Vor Klodes Dyr 1

HUSMUSEN. 6 93 Mennesket til Egne, hvis Klima de ikke kan udholde i det fri (Kakerlakker f. Eks.). Var- men bidrager ogsaa til at lokke et Antal Dyr ind i vore Huse om Vinteren, idet de be- nytter disse til sikre Overvintringssteder. Foruden alle disse i Ordets egentlige Forstand Boligernes Dyr er der endnu en Gruppe, vi ikke kan forbigaa, de egentlige Snyltere nemlig. Det menneskelige Legeme maa lige saa vel som Dyrenes tjene til Opholdssted og Næringskilde for talrige, lavere organiserede Væsener, der dels lever uden paa det: i Haaret, paa Huden o. s. v., de udvendige Snyltere (Ektoparasiter), dels i dets indre Dele: Fordøjelseskanalen, Galdegangene, Musklerne o. s.v., de indvendige Snyltere (Endoparasiter). De første er som Regel Insekter og Mider, de sidste oftest Orme. Til de Dyr, der hyppigst træffes i vore Boliger, hører nogle smaa Gnavere. Htis- mus en (Mus musculus) omtales allerede af Oldtidens græske og romerske Forfattere og er altsaa en gammel Gæst i Europa, skønt dens oprindelige Hjem vistnok har været Asien. Den ligner de ovenfor omtalte Musearter, men kendes fra dem ved Halens store Antal Ringe (c. 180), samt ved at den ikke er hvid, men kun noget lysere graa paa Un- dersiden. Er man i Stand til at se fordomsfrit paa denne vor vævre lille Husfælle, maa man ind- rømme, at den egentlig er et nydeligt Dyr. Dens fine Hoved med den spidse, med Kne- belsbarter af Varbørster udstyrede Snude, de smaa, klare Øjne og store Øren, dens bløde, fine Pels og smaa, gulgraat behaarede Poter er i Grunden alt sammen tiltalende. Kun den lange, næsten nøgne, ringede og skællede Hale kan maaske siges ikke at være prydelig, men Dyrets Livlighed og kloge, kvikke Udtryk burde kunne forsone selv med dette stø- dende Vedhæng, saa meget mere som Musen i Virkeligheden er en kæk og tillidsfuld lille Skabning, der let taber sin Skyhed og Frygt for Mennesket, naar den møder en Smule Venlighed og ikke forfølges med fanatisk Had. Om Dagen mærker man lidet eller intet til Musene, selv om de er mange, thi de er udtalte Natdyr, hvem først det indbrydende Mørke lokker frem af Sprækker og Huller. De sætter stedse Bo i nærmeste Nærhed af Mennesket og søger kun ud paa Markerne for at ligge paa Landet i den varmeste Tid. Her graver de sig Gange under Jorden, medens de i Husene gerne har Tilholdssteder nok, hvor de kan indrette et Leje for sig og deres Unger. I alle Nattens Timer er de i rastløs Bevægelse og har hundrede Ting for. Først skal de fouragere og drikke, og selv om de ikke er Kostforagtere, kan det dog somme Tider knibe nok med at bjærge Føden, saadan som de store taabelige Mennesker gemmer alting bort. Heldigvis for dem har de gode Tænder, som de ikke blot forstaar at bruge, men som de ligefrem synes at føle Nydelse ved at bruge, saa det skulde gaa haardt til, om de ikke i Nattens Løb skulde kunne gnave sig frem til et eller andet spiseligt. Naturligvis har de deres Yndlingsretter, og de skal nok vide at finde den modneste Frugt og den bedste Bid, men i en snæver Vending tager de til Takke med alt, hvad der i videste For- stand kan kaldes spiseligt. Har de tilfredsstillet deres Appetit, er det Tid at tage fat paa andre Gøremaal: Han søger Hun ogsaa blandt dem, og det gaar ikke af uden Rivninger og Slagsmaal, ledsagede af Piben og Skrig; unge, livsglade Museunger leger Tagfat og Skjul og Røver og Soldater, i alt Fald gør de da Støj nok, til at det kunde være saadanne Lege, de forlyster sig med,