Vor Klodes Dyr 1

694 DE PALÆARKTISKE DYR. og, hvad der er ærgerligst for os Mennesker, de muntret sig i ledige Timer med at gnave paa alt muligt, selv om det ikke kan give dem noget som helst Udbytte for Gane eller Mave. Dette og deres for mange saa modbydelige Lugt gør dem fremfor noget andet forhadte, men det synes, at de er værst til at gnave, naar de lider af Tørst, saaledes at man, hvor der er mange Mus, altid bør sørge for, at de har rigelig Adgang til Vand. Hvor besvær- lige de ogsaa kan være, er det dog morsomt om Aftenen at følge deres Færd paa ens Skrive- bord f. Eks. Sidder man fuldstændig rolig, tager de ingen Notice af en, ud over det, at de engang imellem sender en et lille næsvist, ligesom spørgende Blik. De gnaver af Stearin- lyset, kigger ned i Blækhuset, nyder de Smaakrummer, man har lagt frem til dem, volti- gerer om paa Nipsgenstandene, leger Skjul mellem Bøgerne o. s. v., alt med den største Frækhed. Men gør man en pludselig Bevægelse, tager Pokker ved hele Skaren, og man- gen Gang sætter en af man skulde tro, den maatte slaa sig fordærvet. Musenes For- meringsevne er meget stor. De bliver forplant- ningsdygtige i en meget ung Alder og sætter fra 4 til 9 Unger i Verden med 2 til 3 Maa- neders Mellem- rum i de 4—5 Aar, de lever. En lun Krog, i hvilken Moderen har lavet dem med et fortvivlet Spring fra Bordet lige ned paa Gulvet, saa Fig. 415. Den sorte Rotte. Rede af bløde Stoffer: Uld, Bomuld, Hør, Haar, Fjer o. I., er de spædes tørste Hjem. Her ligger de, nøgne, blinde, lyserøde og næsten gennemskinnelige, til de efter 13 Dages For- løb aabner Øjnene og efterhaanden bliver haarklædte. Moderen passer dem kærligt og om- hyggeligt, men da næste Kuld melder sig snart, maa de hurtigst muligt staa paa egne Ben og sørge for sig selv. At Musik øver en vis Tiltrækning paa Mus, er en bekendt Sag, og man kan ofte ved Hjælp af den lokke dem frem ved fuldt Dagslys. Men de saakaldte »syngende Mus«’s Kvidren beror dog ikke paa en individuelt højere udviklet musikalsk Sans, men kun paa en Lidelse i Luftvejene, der giver deres Piben en særlig Karakter. Albinoer, hvidfødte Mus, er ikke sjældne, og man har af dem tiltrukket en Race, der holdes tam og i Bur. De kan være til megen Fornøjelse for hvem, der holder af Dyr og ikke har Antipati mod alt, hvad der hedder Mus. Plagsommere og skadeligere end Husmusene er den sorte (M. rattus) og den brune Rotte (M. dec umanus). Den første, den sorte Rotte, er betydelig mindre.end den brune, 35 mod 42 Ctm. den lange Hale iberegnet; den har 250 å 270 Haleringe og er mørk brun-