Vor Klodes Dyr 1

ROTTERNE. 695 sort med kun lidet lysere Bugside. Den omtales ikke af Oldtidens Forfattere og synes først i det 13de Aarhuudrede at have vist sig i Tyskland, hvortil den er indvandret Øst fra. I Sydasien og Nordafrika er den meget almindelig. Flere Aarhundreder igennem herskede den uden Konkurrent i hele Europa, men i det 18de Aarhundrede indvandrede den brune Rotte til Lands og per Skib. Omtrent et Aarhundrede varede Kampen mellem de to Ar- ter, men nu er den næsten overalt i vor Verdensdel endt med den brunes Sejr. Den sorte er udryddet eller fortrængt og hører f. Eks. hos os og i vore Dage til de sjældneste Patte- dyr. Længst holdt den sig paa tørre Steder langt fra Vand, da dens Medbejler ikke ynder at fjerne sig for meget fra dette Element, i hvilket den gerne svømmer og boltrer sig. Den brune Rotte er større, graadigere og skadeligere end den sorte og kendes bedst paa den betydeligt lysere, fra Oversiden skarpt afgrænsede Underside, paa den forholdsvis kortere Hale, der ikke naar Kroppens Længde, og paa Haleringenes Antal, der kun er omkring 210. Faa Dyr er i samme Grad som Rotterne i Stand til at lempe sig efter alle Livskaar. Varme og kolde Lande, høje Bjærge og sumpede Moseegne, træløse Stepper og tætte Skove huser dem og passer dem, blot de er beboede af Mennesker. I Paris’s Katakomber, Storstædernes Kloaker, Skibenes Lastrum, i Bolværker og Stensætninger ved fersk og salt Vand, i Landboernes Svinehuse — hvert Sted, hvor der blot er den fornødne Adgang til at stille Sult og Tørst, føler de sig hjemme. For nylig har de endog sat sig fast i ameri- kanske Kølerum, hvor Temperaturen Aaret om holdes nede paa-4-2°; i Begyndelsen døde mange, men de overlevende formerede sig og uddannede sig hurtigt til en særlig Race med en ualmindelig tyk og varm Pels. De er altædende, men skal dog nok vide at udvælge det bedste, hvor de kan vrage. De graver og underminerer Jordbunden i stor Udstrækning, undergraver Mure, arbejder sig gennem Trægulve, gnaver Skibene lække, gennemroder Dæmninger, ødelægger Bol- værker o. s. v., kort sagt de er højst besværlige og skadelige. Mange Steder forekommer de i utrolig Masse, saaledes i Paris, hvor de et Sted Nat efter Nat aad gennemsnitlig 35 Hestekadavere, saa kun de nøgne Knogler blev tilbage. Ogsaa levende Væsener forgriber de sig paa: Kyllinger og Ællinger ihjelbider og fortærer de, i Fedesvin gnaver de Huller, ja Børn og syge er ikke sikre for dem, hvor de forekommer i stort Antal. Endog voksne Mennesker har de angrebet og overvældet, og for den bekendte Dyrehandler Hagenbeck i Hamborg ødelagde de engang 3 unge Elefanter, i hvis Fødder de aad store Huller. Deres Formering er under gunstige Omstændigheder rivende; de faar 5—10 nøgne, blinde Unger flere Gange aarligt, bliver tidlig forplantningsdygtige og lever forholdsvis længe. Indbyrdes er de ufredelige; der er et evigt Slagsmaal og Spektakel imellem dem, og de æder hinanden, naar der er Mangel paa Føde. Fanges flere levende i en Fælde, er det almindeligt at finde nogle af dem dræbte og helt eller halvt opædte, noget, der for Resten ogsaa gælder Husmusene. Paa den anden Side fortælles der dog ogsaa Træk, som tyder paa, at blidere Følelser ikke er dem helt fremmede. Det siges saaledes, at man har set en Rotte lede en anden, der viste sig at være blind, om Bord i et Skib, som de var i Færd med at besætte, ved Hjælp af et Halmstraa, som begge holdt i Munden. Og de saa- kaldte »Rottekonger« maa ernæres af medlidende Slægtninge eller Venner. Disse forunderlige Fremtoninger bestaar af et større eller mindre Antal Rotter, hvis Haler er fast sammenklæbede, og hvis Legemer er straaleformet ordnede om Haleknuden som Midtpunkt. Hvorledes og under hvilke Betingelser en saadan Koloni danner sig, ved