Vor Klodes Dyr 1

698 DE PALÆARKTISKE DYR. Fig. 417. Allike-Rede med Æg. made Ungerne. Der hersker et syndigt Halløj, hvor mange Alliker bygger sammen, thi de synes trods deres Selskabelighed at være temmelig iltre og ufredelige. Slagsmaal og støjende Skrigen hører til Dagens Orden, og navnlig i Yngletiden lyder bestandig deres skarpe: Tjæk-tjæk, medens de geskæftigt flyver til og fra. Mod andre Fugle er de derimod ikke hadske, thi baade Duer, Stære og Ugler bygger ofte i de samme Taarne som de, uden at der er Ufred imellem dem. Ogsaa uden for Yngletiden holder Allikerne sammen i store Flokke. De samles om Aftenen milevidt fra i bestemte, store Træer eller paa Taarne for at tilbringe Natten der. Hen mod Mørkningen kommer de flyvende Flok efter Flok, og først efter lang Tids høj- røstet Palaver falder der Ro over de samlede Tusinder, der atter spredes til alle Sider ved Solopgang. De lever af Korn, Bær og Frø, af Insekter, Larver og Orme, hvorimod de sjældnere end andre Kragefugle tager Fugleæg eller Un- ger, saa lidt som Mus. Gør de Skade ved at samle Korn op paa de tilsaaede Agre eller ved at stjæle dem ud af modne Aks, gør de paa den anden Side Gavn ved at tage Olden borrer og deres, samt andre skadelige Larver. Ingen, der har iagttaget en tam Allike, kan tvivle om, at den er klog og lærenem. En fra Reden tagen, halvvoksen Unge er let at tæmme og bliver snart fortrolig med sin Herre og med sine Husfæller i det hele, saaledes at man kan lade den flyve ud og ind, som den vil, uden at frygte for, at den skal absentere sig. I Begyndelsen maa den mades med opblødt Hvedebrød, Regnorme, Lar- ver, Fluer o. 1., som stoppes den ned i Halsen, naar den ved et let kendeligt Skrig tilkende- giver, at den er madtidig. Men efterhaanden lærer den at tage Føden selv og at fange Insekter i Stue, Gaard og Have. Sit Navn bliver den snart fortrolig med, og den kommer da hurtigt flyvende, naar en, den holder af, kalder ad den. Vi har en Gang opdraget saadan en Allik fra lille af, til den blev alle Husboernes, Børns og voksnes Kæledægge. Særlig havde den kastet sin Kærlighed paa en af Husets Damer, med hvem den helst vilde være sammen fra Morgen til Aften. Ved Daggry meldte den sig ved hendes Sovekammervindue, bankede paa det med Næbbet og skreg, til den blev lukket ind. Saa satte den sig henrykt til Rette paa Hovedpuden og tog sig en lille Ekstra-Lur. Om Dagen fulgte den sin Herskerinde overalt i og uden for Huset, snart siddende paa hendes Skulder, snart flyvende eller hoppende. Hvor som helst den end op- holdt sig, og hvad den end havde for, saa snart hun kaldte paa den, kom den, blot den