ALLIKEN.
699
var inden for Hørevidde, straks flyvende med glade Skrig. Den fulgte enhver af sin Dames
Beskæftigelser med aldrig mættet Nysgerrighed, og vi har ikke set ret meget pudsigere
end Klavs, naar den, siddende paa hendes Skulder, med sit lille, klare, kloge Øje studerede
hvert Sting, der blev gjort i Sytøjet, eller fulgte hvert Blad, der blev vendt i Bogen.
Efterhaanden som den blev ældre, udviklede sig ogsaa'Jios den Ættens sædvanlige For-
kærlighed for brogede og glimrende Sager. En stærkt
farvet Tøjlap, et glinsende Fingerbøl o. 1. kunde den
ikke staa for: den stjal det og gemte det i en eller anden
Krog af Stuen. Naar den vel havde faaet det puttet af
Vejen, var den uhyre tilfreds,
men den holdt dog bestandig
Øje med Gemmestedet og kred-
sede agtpaagivende om det. Snart
syntes den, at Skatten dog vist
ikke var sikkert forvaret, hvorfor
den blev flyttet, og Klavs spad-
serede derefter om med den lat-
terligste Uskyldsmine, som hav-
de den sidst af alle i Verden no-
get at skjule. Af og til lykkedes
det den jo at bortføre en eller an-
den Genstand iid i Haven, men
alt blev den tilgivet, saa længe
den holdt sig og sine Unoder
inden for Hjemmet. Alt for snart
hjemsøgte den dog Naboerne,
fra hvem den stjal baade det ene
og det andet, og en skønne Dag
vendte vort Kælebarn ikke til-
bage fra en Udflugt. Halsen var
i al Stilhed bleven drejet om
paa den.
.... Uge efter Uge har Vin-
teren hersket, snart med Frost
og fygende Sne, snart med Rusk
og soldølgende Taager. Menne-
Fig. 418. Alliker.
skene længes mod Vaar, men
endnu tyder intet paa, at Naturen vil vaagne af sin lange Søvn. Hvid skinner Sneen ud
over Markerne, sammenføget i store Driver langs Hegn og Grøftevolde, og om end Solen
paa klare Dage faar Tagene til at dryppe, fryser det nedrindende Vand dog hver Nat til
stedse længere og længere Istappe. Da lyder en Dag i Middagsstunden en glad og melo-
disk Fløjten fra en lille, sortglinsende Fugl, der har taget Stade paa Husets Mønning, og
gamle glæder sig med unge, thi alle ved og ser, at vor første Vaarbebuder er kommen.
Og har den end mangen Gang før narret os og sig selv ved at melde sin Ankomst, længe
86*