Vor Klodes Dyr 1

STÆREN. 703 og lavere, til sidst stryger de lige hen med Jordens Overflade. Efter et Par Svingninger sætter de sig paa Marken tæt ved Mosen eller Søen, modtagne med en tusindstemmig Velkomsthilsen af dem, der allerede har kastet sig. Her paa Markerne samles inden for snævre Grænser efterhaanden et uhyre Antal Fugle. Af og til flyver de eller nogle af dem op uden tilsyneladenue Grund med Susen og Svirren af de tusinde Vinger. Som en sort Sky svinger de nogle Gange frem og tilbage for snart at sætte sig igen, og endelig, lige efter Solnedgang, hæver hele Massen sig som efter Aftale paa een Gang for at kaste sig ned i Sivene. Endnu nogle Minutter er der Uro i Lejren, med Flaksen af Vinger, Skænds- maal om Pladserne, Støj af en faldende, forskrækket skræppende Fugl og almindelig Drøf- ten Samfundets Anliggender. Men saa bliver der stille, og ingen skulde ane, at de sagte susende Sivskove skjuler Titusinder af Fugle i deres Skød. Men fyr et Skud af, naar Stærene har sat sig til Ro, og man vil faa et artigt Syn at se! Med et forskrækket Pip bliver Sivskoven levende, og under stormlignende Sus hæver sig en Flok af sorte Smaafugle, saa tæt, at den bogstaveligt skjuler alt bag sig. Vi har set Stære under disse Omstændigheder, hvis Tal sikkert var flere Gange 10.000, skønt alle Forsøg paa at tælle de Flokke, der i Aftenens Løb ankom til Stedet og gøre et Overslag over deres Størrelse, maatte opgives. Efter et Par Svingninger kaster Massen sig igen i Sivene, hvor de er vante til at søge Nattero. I Slutningen af Oktober eller i Løbet af November trækker Stærene lidt efter lidt bort herfra ned til det sydlige Europa, hvor de tilbringer de 3—4 værste Vintermaaneder. Her forfølges de som andre Smaafugle og fanges eller dræbes i Tusindvis som madnyttigt Vildt. At de er meget velsmagende, kan ikke benægtes, men at de bør fredes, kan heller ingen Tvivl være underkastet, da de gør stor Nytte ved at fortære en Mængde skadelige Insektlarver. Imidlertid kan Stærene være meget ubehagelige Gæster i Frugthaver; navn- lig er de slemme ved Kirsebærrene, de kan fuldstændig rense et Træ for Bær paa nogle faa Timer, naar de kaster sig skarevis over det. At en Gartner eller Frugtavler søger at beskytte sine Træer imod dem ved at skyde nogle af dem for at forjage de øvrige, er der derfor ikke noget at sige til. En Ejendommelighed ved disse Fugle er deres Lyst og Evne til at efterligne ikke blot Dyrestemmer, men ogsaa andre Lyde. Vi har engang i Jylland haft en i denne Henseende særlig begavet Stær som fleraarig Beboer af vor Stærkasse. Den tiltrak sig først Opmærk- somheden ved at efterligne alle mulige Strandfugles Stemmer. Den og dens Kammerater færdedes nemlig meget paa Engene ved Kysten af Limfjorden, hvor der rørte sig et ual- mindelig rigt Fugleliv. Naar den kom hjem fra sine Udflugter, sad den ofte paa Taget eller paa Stærehuset og gav et helt Repertoire af Fuglestemmer til Bedste. Vibens melan- kolske Skrig, Rylens Fløjtetoner, Rødbenens klangfulde Varselsignal, Regnspovens lang- trukne Fløjt afløste hinanden i et forunderligt Potpourri. Senere lagde den sig efter at gengive Husdyrenes Maal: den gøede, kaglede, galede, miavede o. s. v. Engang var der nogle Dage i Træk bleven udført et Stykke Jordarbejde hos en Nabo, til hvilket der blev benyttet en afskyeligt pibende Trillebør. Efter at det var vel endt, hørte vi en Dag igen den os vel bekendte, nerveangribende Piben, og vi troede, at det nu atter gik løs med Trillebøren. Men nej — det var Stæren, som havde lært denne Lyden af, og som nu sad og gav sin nyerhvervede Færdighed til Bedste. Det var morsomt at se den sidde og øve sig, ofte i Timevis, paa alle sine mange Tone-