Vor Klodes Dyr 1

DYRENES UDBREDELSE. 77 Fjerdedele af Klodens Overflade dækkes af Hav og kun lidt mere end en Fjerdedel af Landmasser. Endvidere finder vi, at disse Landmasser, — hvoraf langt den største Del ligger paa den nordlige Halvkugle og inden for denne atter største Parten paa den østlige Side, — trods deres ulige Fordeling udgør en næsten sammenhængende Masse, be- staaende af tre Kontinenter: det australske, det amerikanske og det asiatisk-afrikansk-eu- ropæiske. — De Landtanger, der forbinder Afrika med Asien og Nord- med Sydamerika, er saa smalle og uanselige i Sammenligning med disse Kontinenters hele Masse, at deres Værd som Bindeled dog svækkes betydeligt. I Virkeligheden danner Sueztangen, der kun gaar fra et Ørkenbælte til et andet og selv har Ørkennatur, ingen virkelig Forbindel- sesvej mellem det tropiske Sydasiens og Centralafrikas Skovegne. P an am at an gen, der er rigelig vandet og yppig skovbevokset, har større Betydning som Kommunikationslinie, og vi vil da ogsaa finde, at den sydamerikanske Fauna fortsætter sig helt op gennem Mellemamerika og Mexiko. Asien gennemskæres af en stor vest-østlig Barriere, der deler hele det store Kontinent i en nordlig og en sydlig Region, og denne Barriere er saa skarp, at kun en smal Bjærgkæde adskiller yppige tropiske Egne fra næsten arktiske Øde- marker. Mellem de nordlige Dele af Asien og Europa er der ikke noget saadant brat Skel, og disse Landmassers Dyreverden danner da ogsaa en sammenhørende Region. Ligesom Asien har ogsaa Afrika en stor vest-østlig Barriere; kun er denne en Ørken og ikke Bjærgkæder. Imidlertid er denne Ørken en langt mere virksom Barriere mod Dyrenes Udbredelse end Middelhavet. Ogsaa den geologiske Forhistorie berettiger os til at stille Nordafrika sammen med Sydeuropa og med Asien fremfor med det øvrige Afrika. De Skeletter af Flodheste og Elefanter, beslægtede med de afrikanske, der er fundne dels paa Malta dels i Nordasien, peger tydelig hen paa, at disse Egne i zoologisk Hen- seende udgør een Region. En anden "betydningsfuld Forandring i Jordskorpen er den, hvorom Forholdene paa begge Sider af Panamatangen vidner. S aa vel adskillige nulevende som især de fossile Dyreformer viser, at Nord- og Sydamerika i Tertiærtiden var adskilte ved en bred Kanal, og at den nuværende Forbindelse først er indtraadt efter en Række vekslende Hævninger og Sænkninger, der tillod snart Land- snart Havdyrene at passere fra Nord- til Sydamerika og fra Atlanterhavet til det stille Ocean — og omvendt. At Istiden og den derved bevirkede forudgaaende og efterfølgende Forandring i Plantevækst har haft stor Betydning for Dyrelivets Udbredelse, behøver vi her kun at antyde som en Aarsag, der ogsaa har virket bestemmende for de forskellige Faunaers Grænseinddeling; og endelig har vi i Afsnittet Kampen i Naturen gjort opmærksom paa den af Darwin saa stærkt fremhævede gensidige Afhængighed og nøje Vekselvirkning mellem vor Klodes utallige Beboere. ------------Disse og mange lignende Betragtninger lader os forstaa, hvor uhyre kom- pliceret Spørgsmaalet om Dyrenes Udbredelse er, og hvorledes fysiske, geografiske, geologiske og biologiske Kræfter kæder sig sammen og først efter lange Tidsrum har fremkaldt den Gruppering af vor Klodes Beboere, som vi i dette Værk vil gøre Be- kendtskab med.