Det Forenede Dampskibs Selskab
1866-91

i04 LIBAURUTERNE 1891 anden fik saa billige Fragtvilkaar til Moskau, at de havde let ved at drage den udenlandske Gennemgangstrafik til sig, bort fra Set. Petersborg. Efter at Søkanalen og Gutujewsk-Havnebassin vare bievne aabnede, begyndte imidlertid det store russiske Jærnbane-Selskab at gøre sin Indflydelse gældende i russiske Regeringskredse for at udvirke kejserlige Tarifbestemmelser for samtlige russiske Baner, hvorefter det kun skulde tillades disse at beregne ensartet Takst pr. Pud og pr. Werst. En Foranstaltning i denne Retning blev ogsaa bebudet fra Aar til Aar, men er først i 1891 endelig traadt i Kraft. Derefter er altsaa Jærn- vejen fra Set. Petersborg til Moskau som den korteste tillige den billigste, medens f. Eks. Libau, der har henimod dobbelt saa langt til Moskau, nu har saa meget højere Jærnbanetakster, at den om Sommeren næsten maa anses for helt udelukket. Kun i Vinterens Hjærte hævder Libau endnu sin fordums Førsterang, men under Dampskibsfartens nuværende Udvikling blive de Perioder, hvor Sejladsen ophører paa Grund af Isstandsning, stedse kortere og kortere. Forholdet er derfor dette, at Set. Petersborg paa de øvrige Østersøhavnes Bekostning er i Færd med at generobre sin tidligere Stilling som Hovedforsyningsplads paa Nord- og Mellemrusland, saaledes at Størstedelen af Aarets Forbrug, ligesom for en Menneskealder siden, tages ind over Set. Petersborg om Sommeren, og den isfri Libau-Havn væsentlig kun be- nyttes til at komplettere Lagrene om Vinteren. — Medens den russiske Jærnbanepolitik saaledes paa den ene Side ensidig be- gunstiger Set. Petersborg, gaa paa den anden Side Bestræbelserne ud paa at gøre Odessa til Hovedpladsen for Ruslands Forsyning med Sydens Produkter. Det er saaledes ikke længer muligt for Selskabet som tidligere at tilføre det Indre af Rusland Varer fra Middelhavslandene over de russiske Østersøhavne, selv ikke over Set. Petersborg. Middelhavstrafikken skal ledes over Odessa, — og der indrømmes derfor ikke længer Gennemgangstariffer over Østersøhavnene. Bortset herfra er imidlertid Middelhavsfarten, som det i sin Tid kostede saa store Ofre at indarbejde, for Tiden en af Selskabets mest lønnende netop paa Grund af de rige Ladninger, der vindes for Hjemgaaende til Kjøbenhavn— Østersøen. Medens det tidligere var de udgaaende Ladninger af Sprit fra Østersøen til Spanien, der udelukkende havde Betydning, saa er Forholdet nu dette, at medens disse Spritudførsler, som allerede ovenfor beskrevet, saa at sige ganske ere stoppede,