Om Elektriske Gnister I
Gnistforsinkelse

12 Nr. 10. P. O. Pedersen: bringes væsentlig ned under 0,001 Sekund, fik man ved denne Metode kun Oplysning om Forsinkelser, der har en Varighed af omkring 0,001 Sekund eller endnu mere. De fleste Maalinger — det gælder saaledes F. W. Peek jr.’s 1 og Norman Campbell’s 2 Undersøgelser — er foretagne paa den Maade, at man bestemmer dels den til Gennemslag lige netop nødvendige Størrelse af Maksimalamplituden Vm af en Vekselspænding af kendt Frekvens og kendt Kurve- form, dels den konstante Spænding, Vo, der lige akkurat er tilstrækkelig til at give Gnist. Forholdet, ykalder F. W. Peek jr. Impulsforholdet. Jo større dette er, desto langsommere er, alt iøvrigt lige, den paagældende Gnist- bane. Er Impulsforholdet nøjagtig lig med 1, saa maa Gnistforsinkelsen være lig med Nul. Af Impulsforholdets Værdi kan man, naar Vekselspændingens Frekvens og Kurveform er kendt, navnlig ved højfrekvent Vekselspæn- ding med nogenlunde Sikkerhed slutte sig til Forsinkelsens Størrelse under de foreliggende Forhold. Metoden har dog en meget betydelig Mangel. Naar Vekselspændingens Am- plitude mer eller mindre langsomt bringes op til Gennem- slagsværdien, saa vil Gnistbanen forud for Gennemslaget gennem en hel Række Perioder være udsat for vekslende Spændinger, der paa det nærmeste er lig med Vin. Hvilken Indflydelse dette har paa Forholdene umiddelbart forud for Gnistens Dannelse, lader sig vanskelig forudse. J. I). Morgan gaar i det foran nævnte Arbejde ud fra, at den sekundære Spænding i en Induktionsrulle kan be- tragtes som værende ren sinusformet med en Maksimal- amplitude, der er proportional med Primærstrømmens Styrke. Hans Forsøg gaar ud paa at bestemme den maksi- 1 F. W. Peek jr.: 1. c. 2 Norman Campbell: 1. c.