Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

ningsvinkelen for de to paagjældende Stoffer var et konstant Tal (n = der kaldtes det andet Legemes „Brydningsko efficient“ i Forhold til det første. Man kjendte endvidere Hulspeile, Prismer og Linser, man havde fundet Lovene for Billeddannelsen ved disse Apparater, og Kikkerten i sine simpleste Former var i Begyndelsen af Aarhundredet opfunden af flere forskjellige, omtrent sam- tidige Forskere. Selvfølgelig kjendte man altsaa ogsaa det Fænomen, der kaldes Farves pr ednin g en, eller den Ejen- dommelighed, at Gjenstande, der betragtes gjennem Prismer eller Linser, i Almindelighed vise sig omgivne af regnbue- farvede Rande. Disse farvede Rande foraarsagede isæi’ store Ulemper ved Brugen af Datidens Kikkerter, idet de gjorde Billederne utydelige, og der var tillige flere andre Grunde, hvorfor de særlig vakte Datidens Opmærksomhed. Den franske Mathematiker og Filosof Descartes havde op- stillet en ganske fantastisk Theori til Forklaring af disse Far- vers Natur og Opkomst, og Newtons Formand som Professor i Matliematik. Dr. Barrow, havde netop i Aaret 1669 ud- givet en Optik, hvori han ligeledes havde opstillet en ganske ugrundet Forklaring af Farverne. Hvidt, siger han, er det, som udsender et rigeligt Lys i alle Retninger. Hvad der saa at sige intet Lys udsender, er Sort. Udstraaler en Gjenstand stærkt kondenseret Lys med Mellemrum af Skygge, bliver den rød, og udstraales der kun et svagt og sparsomt Lys, faa vi den blaa Farve. Gult bestaar af meget Hvidt, blandet med en lille Smule Rødt, Purpur af meget Blaat med noget Rødt. Hvad Grønt er, „overlader Dr. Barrow til klogere Hoveder at udfinde.“ Saaledes stod Sagerne, da Newton begyndte sine op- tiske Undersøgelser og gjorde sin første storartede Op- dagelse angaaende Farvernes Natur. Allerede for flere Aar siden havde han i London kjøbt sig forskjellige Prismer og Linser, og han anstillede nu følgende Experiment. Paa en