Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

26 af en Række Forsøg med Silke og Væsker af forskjellige Farver. Da Newton slet ikke havde udtalt sig om de for- skjellige Farvestoffer, kunne vi ganske forbigaa denne, Sagen uvedkommende Indvending. Lucas fremførte imidlertid til- lige en anden Paastand, som var af langt større Betydning, end nogen Dalevende anede, og var Newton ikke bleven trættet og ærgret ved de mange tidligere Indvendinger, man havde rettet mod ham, vilde denne Paastand rimeligvis have ført ham til endnu en anden betydningsfuld Opdagelse, der nu imidlertid ved Omstændighedernes Magt blev for- halet i næsten et Aarhundrede. Newton havde anstillet sine Experimenter med et Prisme, hvis brydende Vinkel var omtr. 63 V5 Grad, og hvis Brydnings- kvotient*) han anslog til 1,53, og, som allerede bemærket, fik han derved et Solbillede, hvis Længde var omtrent 5 Gange saa stor som dets Brede. Lucas arbeidede med et Prisme, hvis brydende Vinkel var 60 Grader, og hvis Bryd- ningskvotient lian regnede lig 1,5; men han kunde ikke faa Solbilledet mere end 3 eller i det høieste 31/2 Gang saa langt som bredt, dette Sidste nemlig, naar han stillede Prismet saaledes, at Indtrædelses- og Udtrædelsesvinklerne for Lysstraalerne saa vidt muligt vare lige store. Da Newton gav sig til at tænke over denne Mærkelighed, fandt han snart, at den store Forskjel i Billedernes Længde ikke kunde skrive sig fra den ringe Forskjel mellem de benyttede Prismers brydende Vinkler, ja han anstillede endog Experi- menter med alle Vinklerne i de to Prismer, han tidligere havde benyttet; men skjønt den mindste af dem kun var 54 Grader, frembragte den dog et Solbillede, hvis Længde var næsten fire Gange saa stor som dets Brede. Hermed *) Naar man i Alm. taler om et Stofs Brydningskvotient eller Bryd- ningskoefficient, mener man Brydningskvotienten mellem det tomme Rum eller den. atmosfæriske Luft og dette Stof, i