Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

27 ansaa han uden videre Sagen for afgjort og udtalte den Formodning, at Lucas sikkert havde angivet sit Prismes Brydningsqvotient og dets brydende Vinkels Størrelse med runde Tal, og at han derved var kommen til at regne dem begge lidt for store. Slog man nogle Procent af paa begge disse Størrelser, saa vilde det afvigende Resultat let kunne förstaas. Hermed synes Striden at være endt. Til Uheld for Videnskaben har den dygtige hollandske Professor ikke været slet saa stridslysten som hans Forgængere; han havde i saa Fald næppe slaaet sig til Taals med Newtons Svar, der i Virkeligheden var en Opgivelse af al nærmere Under- søgelse. Og havde Newton ikke været trættet, saa havde han med sin sædvanlige Grundighed og Skarpsindighed ikke kunnet undgaa at opdage, at han her stod Ansigt til Ansigt med et splinter nyt og betydningsfuldt Spørgsmaal. Lad os betragte Sagen lidt nærmere! Baade Newton og Lucas tale uden videre om deres Prismers Brydnings- kvotient. Men hvad mene de egenlig med dette Udtryk, og hvorledes have de bestemt denne Kvotient? Dette burde være nærmere oplyst; thi efter Newtons Opdagelse er det strengt taget meningsløst uden videre at tale om en enkelt Brydningskvotient. Newton havde jo opdaget, at de for- skj ellige Lysarter i det hvide Lys blive brudte ulige stærkt, det violette Lys stærkest og det røde svagest. Naar han sætter sine Prismers Brydningskvotient til 1,53, saa mener han dermed, at en Lysstraale, der fra Luften træffer Glasset under en Vinkel med Normalen, hvis Sinus er m, i Glasset vil fortsætte sin Vei under en Vinkel med Normalen, hvis Sinus er Men dette gjælder aabenbart med Nøiagtighed kun for en enkelt Art Straaler, lad os sige f. Ex. for de gule af den og den Art. For de røde Straaler er Sinus til Brydningsvinklen da større end Brydningskvotienten