Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

28 Fig. 8. (nr) altsaa mindre end 1,53, og for de violette Straaler er Brydningskvotienten (nv) større end 1,53. Først burde Newton altsaa have undersøgt, hvilken Brydningskvotient det var, hans Modstander havde bestemt. Havde han f. Ex. faaet at vide, at det var Bryd- ningskvotienten for de mid- terste af de røde Straaler, der ved Lucas’ Prisme var 1,5, saa kunde han paa Grundlag heraf og af de øvrige Oplys- ninger, han havde faaet, have anstillet en Beregning af, hvorledes Solbilledet maatte vise sig for hans Modstander. Og havde denne Beregning nu lært ham, at Billedet maatte have en Længde af f. Ex. over fire Gange dets Brede, saa havde han deraf ikke strax behøvet at slutte: Altsaa maa Manden have maalt galt. Endnu heldigere vilde det have været, om han havde sluttet: Manden kan have maalt galt, men han kan ogsaa have maalt rigtig, og er dette Sidste Tilfældet, saa følger deraf, at ikke alle Prismer af samme Form og Stilling og under i Øvrigt lige Omstændigheder give Solbilleder af lige stor Længde. Denne Formodning kunde da have ført ham til at gjøre yderligere Experimenter, hvorved han vilde have faaet Antagelsen bekræftet, og dermed vilde han have gjort den vigtige Opdagelse, at de forskjellige Stoffers „Farvespredningsevne“ ingenlunde be- stemmes alene ved deres Brydningsevne for en vis Art Lys, men at et Stof godt kan have en ringe Brydningsevne f. Ex. for rødt Lys i Forbindelse med en stærk Farvespredningsevne og omvendt; og dermed vilde han atter have indset Mulig- heden af at kunne forbedre Linsekikkerterne ved at befri dem for de forstyrrende Rande. Antag f. Ex., at vi have to Stoffer, af hvilke det sidste har langt større Farve-