Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

30 at det var umuligt at ophæve Farveadspredelsen, uden at Lysstraalerae samtidig bøiedes tilbage i deres oprinde- lige Retning, og i saa Tilfælde vilde Intet være vundet. Længe var hans Autoritet mægtig nok til at holde enhver Tvivl om hans Udsagns Rigtighed nede. Efterhaanden be- gyndte man dog at antage Paastanden for forhastet, og en af de fornemste Grunde hertil var den, at Linsen i det menneskelige Øie netop er sammensat af forskjellige Lag med forskjellig farvespredende Kraft og derved omtrent akromatisk. Den tidligere omtalte Gregory synes at være den Første, som (1684) har henvist til denne Kjendsgjer- ning. Senere betonede den berømte Mathematiker L e on hard Euler den samme Omstændighed; men han søgte forgjæves efter to Stoffer, som havde de fornødne Egenskaber. Ogsaa Sven- skeren Klingens tjerna paaviste Muligheden af at konstruere farvefrie Dobbeltlinser; men først i Aaret 1758 lykkedes det John Dollond at fremstille en virkelig akromatisk Dobbeltlinse af Kronglas og Flintglas. Dermed var det vigtige Spørgsmaal om Linsekikkerternes Forbedring ende- lig løst. Vi have imidlertid endnu ikke nævnt alle Newtons Modstandere. Havde de tidligere Stridigheder end i høieste Grad været ham imod, saa havde han hidtil dog stedse været angrebet for Sagens egen Skyld. Han fik imidlertid i en af sine egne Landsmænd en Modstander, hos hvem Misundelse og Forfængelighed spillede en temmelig frem- trædende Rolle, saa at Striden mere end én Gang stod paa Nippet til at udarte til personlig Bitterhed. Denne Mand var Rob ert H o oke. Han var 7 Aar ældre end Newton og udmærkede sig ved en glimrende Begavelse i flere for- skjellige Retninger. Han havde navnlig givet sig af med optiske Undersøgelser. Han havde ogsaa grublet over Til- trækningsfænomenet, og han havde paa begge disse Om- raader gjort forskjellige, ikke uvæsenlige Opdagelser. Hans