Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

32 udformet denne Tanke. Det var imidlertid ud fra disse ubeviste Forudsætninger, at han vurderede Newtons Ud- talelser om Farverne. Han roste Newtons omhyggelige og skarpsindige Experimenter, men indvendte, at disse Experi- menter, „som han for Øvrigt ogsaa selv havde anstillet mange Gange“, ingenlunde beviste Newtons Hypothese an- gaaende Lyset, men tvertimod snarere hans egen. Paa disse Indvendinger skyndte Newton sig at svare. Han følte sig høilig tilfreds med, at en saa dygtig Kritiker som Hooke havde udtalt sig angaaende hans Opdagelse, og det var ham et velkomment Bevis paa dennes Sikkerhed, at end ikke en saadan Mand havde kunnet omstyrte et eneste af hans Resultater. Med uforlignelig Dygtighed gjendriver han dernæst enhver af Hookes Indvendinger saa omstændelig og afgjørende, at hans Modstander ganske bragtes til Tavshed. Han indrømmer, at han ganske vist er mere tilbøielig til at opfatte Lyset som noget Legemligt end som en Bølgebe- vægelse; men da han ingen overdreven Pris sætter paa Hypotheser, og da han mener, at ikke nogen af disse Hypo- theser lader sig videnskabelig afvise til Fordel for den anden, saa har han i sine Udtalelser slet ikke lagt nogen af disse Hypotheser til Grund, men blot i al Almindelighed opfattet Lyset som „Noget, der forplanter sig i rette Linier. “ Efter ved dette Svar at have bragt den mægtigste af sine Modstandere til Tavshed, blev Newton imidlertid uventet angrebet af en Anden, nemlig den berømte Christian Huyghens, en fremragende hollandsk Mathematiker og Fysiker, der paa denne Tid opholdt sig i Paris. Ligesom Hooke nærede han den Anskuelse, at Lyset skyldtes en selve de legemlige Dele, der udføre Bevægelsen, noget nær paa deresPlads, idet de blot udføre smaaFrem- ogTilbagesvingninger om deres Ligevægtsstillinger. En saadan Bevægelse opstaar f. Ex., naar Vinden farer hen over en Kornmark.