Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

34 var en kort Fremstilling af hans senere saa berømte Lys- theori. Han fortæller selv, hvorledes han har nedskrevet denne Afhandling i al Skyndsomhed, og hvor liden Vægt han lægger paa den deri udtalte Hypothese. Han opstiller den ikke som en Sandhed, men blot som den foreløbig simpleste og naturligste Forudsætning, ud fra hvilken de da bekjendte Lysfænomener kunde förstaas. Han indvender mod den af Hooke og Huyghens opstillede Bølgetheori, at den staar i Strid med en af de mest fundamentale Kjends- gjerninger paa hele Lyslærens Omraade, nemlig Lysets For- plantning i rette Linier. Var Lyset en Bølgebevægelse, siger han, saa maatte det ligesom Bølgerne i Havet og i Luften bøie sig rundt om de Gjenstande, der kom det i Veien, og der vilde ikke gives saadanne skarpt afgrænsede Skygger, som vi faktisk finde. Skal man endelig opstille en Hypothese for at gjøre sig de optiske Fænomeners Væsen mere anskueligt, vil det derfor være naturligere at antage, at Lyset bestaar af materielle, vægtløse Smaadele af for- svindende Størrelse, der med overordenlig stor Hastighed udslynges af de lysende Legemer. Idet disse Smaalegemer trænge ind i vort Øie, frembringe de Lysfornemmelsen, og for at forklare de forskjellige Farver kan man endvidere antage, at Smaadelene have forskjellig Størrelse, de største svarende til rødt Lys og de mindste til violet. Newton gaar dernæst over til at vise, hvorledes Lovene for Lysets Brydning og Tilbagekastning let lade sig udlede af denne Antagelse. Vi ville ikke opholde os nærmere ved disse Forklaringer, men derimod lægge Mærke til Følgende: For det Første har det sin Interesse at se, hvor ringe Værdi Newton selv tillægger sin Hypothese. Ja, han siger endog udtrykkelig, at han ikke selv tror paa den, og at han for sit eget Ved- kommende helst bliver staaende ved den Antagelse, at Lyset er Noget, der forplanter sig i rette Linier. Da han imid- lertid har faaet det Indtryk, at de Fleste absolut ville have