Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

38 ledes her som de ulige Tal 1, 3, 5 osv., medens de mørke Ringe svarede til Tykkelserne 2, 4. 6 osv. Endvidere vare Ringene størst i rødt og mindst i violet Lys, og de bleve alle mindre, naar Mellemrummet mellem Glassene var fyldt med Vand, end medens det var opfyldt af Luft. Ved alle de hidtil beskrevne Fænomener vare Glassene betragtede ovenfra mod mørkt Underlag. Holdt han dem op mod Lyset, saa saas i hvidt Lys Plet og Ringe med Udfyld- ningsfarverne til de forrige, og i enkeltfarvet Lys saas en lys Plet om E og lyse Ringe, hvor der før havde været mørke, og omvendt. Alle disse Fænomener forklarede Newton paa følgende geniale Maade. Tænke vi først paa Forholdene ved enkeltfarvet Lys og mørk Baggrund, saa maa den mørke Plet i Midten aabenbart hidrøre fra, at største Delen af Lyslegemerne her ere gaaede gjennem begge Glas uden at kastes tilbage. Det er endvidere aabenbart, at de bestemte Lufttykkelser, der svare til de lyse og mørke Ringe, maa have en stor Betydning for Fænomenet. Dannes den første lyse Ring i gult Lys ved Lufttykkelsen </, saa dannes den næste ved Lufttykkelsen 3 cZ, den tredie ved Lufttykkelsen 5 d, osv. Paa disse Steder maa der derfor kastes særlig mange Lys- legemer tilbage, medens der ved Tykkelserne 2 d, 4 d osv. maa gaa særlig mange videre. Og dette maa atter hidrøre fra, at de omtalte Lyslegemer med bestemte Tidsmellemrum have Øieblikke, hvor de særlig let kastes tilbage, og Øie- blikke, hvor de særlig let gaa videre, ind i et nyt Legeme. Newton er meget tilbageholden angaaende den Maade, paa hvilken han tænker sig, at disse periodiske eller Til- bøieligheder opstaa; men for at faa et anskueligt Billede af Sagen kunne vi f. Ex. forestille os, at de omtalte Lys- legemer vare smaa Kugler, der samtidig med, at de be- vægede sig fremad, roterede om en Axe vinkelret paa deres Bane. Tænke vi os dem endvidere udrustede med to Poler