Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

40 til, at man ikke i hvidt Lys ser lutter hvide og sorte, men tilnærmelsesvis regnbuefarvede Ringe med Violet inderst og Rødt yderst. Skjønt den givne Forklaring lider af mere end én Svaghed, kan man ikke nægte, at den er lige saa simpel som skarpsindig. Og er Forklaringen end uholdbar, saa bevarer dog Newtons nøiagtige og geniale empiriske Under- søgelse af Fænomenet for bestandig sin Værdi. Endnu den Dag idag udgjør det Newtonske Forsøg med Planglasset og Linsen et af de simpleste og paalideligste Midler til at be- stemme Bølgelængde og Svingningstal for de forskjellige Lysarter. Hvad Newton forklarede ved Lyslegemernes perio- diske Tilbøieligheder, forklarer man nemlig nu ved Vexelvirk- ningen mellem Bølger af forskjellige „Faser.“ Størrelsen d svarer til | Bølgelængde, og man benytter endnu ofte New- tons Udmaalinger til Beregningen af disse. Efter at Newton saaledes havde søgt at forklare Far- verne paa tynde Hinder og Plader, gav han sig ifærd med Spørgsmaalet om Tingenes Farver overhovedet. Naar Solen udsender hvidt Lys eller Lys af alle Regnbuefarver, hvor kan det da være, at nogle af de belyste Ting forekomme os røde, andre gule, andre grønne osv. ? Ogsaa dette Spørgs- maal løste han snart i sine Hovedtræk, saa at det, som senere Forskere have haft at tilføie, kan anses for mindre væsenligt. Af alt det hvide Lys, der fra Solen falder paa Gjenstandene, bliver en større eller mindre Del bestandig kastet tilbage fra selve Overfladen. Dette er i Almindelighed hvidt som det indfaldende Lys og er Aarsag til det Fæno- men, som man kalder Glans. En Del af Lyset trænger derimod mere eller mindre ind i Legemerne, og efter disses forskjellige Beskaffenhed gaar det de indtrængende Straaler paa forskj ellig Maade. Nogle trænge kun meget lidt ind og kastes derpaa „spredt“ tilbage, andre formaa at gaa uhin- dret igjennem Legemet; atter andre blive derimod absor-