Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

43 Sextanten havde den ulykkelige Hooke for Øvrigt været lige ved at komme Newton i Forkjøbet. Fra Newtons optiske Arbeider gaa vi nu over til en kort Beskrivelse af hans endnu betydningsfuldere og beun- dringsværdigere astronomiske Undersøgelser. Ogsaa her begynde vi med et kort Tilbageblik paa Videnskabens Tilstand ved hans Fremtræden. De Tilløb til Astronomi, vi finde hos Oldtidens Grækere, forulempedes som næsten al deres videnskabelige Syslen ved deres alt for store Forkjærlighed for frie Spekulationer og deres ringe Sans for virkelige Iagttagelser og Experimenter. Det er navnlig to ugrundede Formodninger, som blive skæbne- svangre for Astronomien. Man antog for det Første, at Planeterne bevægede sig i cirkelrunde Baner, fordi „Cirkelbe- vægelsen er den fuldkomneste Bevægelse41, og af lignende Grunde mente man, at Hastigheden maatte være konstant. I Overensstemmelse med det umiddelbare Sanseindtryk antog man selvfølgelig tillige Jorden for Universets hvilende Midte, hvorom alle de øvrige kjendte Kloder beskrev deres cirkelformede Baner. Allerede den simpleste Hverdagsiagt- tagelse gjør imidlertid forskjellige Tilføielser til dette System nødvendige. Naar Mars snart lyser med en Glans som Jupiters og snart bliver mat som en Stjerne af anden Rang, og naar noget Lignende med bestemte Mellemrum iagttages ved flere af de andre Planeter, saa kan deres Afstand fra Jorden ikke være uforanderlig, og den iagttagne Hastighed, hvormed de bevæge sig Himlen rundt, er ogsaa meget langt fra at være konstant; snart er den større, snart mindre, ja undertiden endog Nul eller negativ, idet vedkommende Klode tilsyneladende staar stille eller gaar den modsatte Vei af den sædvanlige. Ved Planeterne Merkur og Venus kommer hertil endnu den Omstændighed, at de paa en eller anden Maade synes knyttede til Solen, for saa vidt de aldrig fjerne sig mere end et vist Antal Grader fra den.