Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

44 Til Forklaring af disse Fænomener opstillede Hip- park (omtr. 150 Aar før Kr.) og senere Ptolemæus (omtr. 150 Aar e. Kr.) den berømte Epicykletheori: Planet- banerne ere Cirkler; men Jorden staar ikke nøiagtig i deres Midtpunkt, saa at Klodernes Afstande og tilsyne- ladende Størrelse variere. Tilmed bevæger Planeten sig ikke paa selve den første Cirkel; men paa denne, „Deferenten“ eller Ledelinien, findes en anden, mindre Cirkel, „Epicyklerr1, og paa denne bevæger Planeten sig rundt, samtidig med at Epicyklen bevæger sig rundt paa Deferenten. Saaledes kan Hastigheden i Virkeligheden være jevn, medens den tilsyne- ladende varierer og undertiden endog bliver negativ. Heller ikke ved disse Tilføielser bliver det dog Theorien muligt at stemme med Virkeligheden, og jo nøiagtigere og talrigere Iagttagelser man gjorde, desto flere Tilbygninger af Cirkler af tredie og fjerde Orden osv. maatte man derfor give Systemet. Den ægyptiske Forbedring, at lade Merkur og Venus bevæge sig rundt om Solen, medens de andre Pla- neter saa vel som Solen gik rundt om Jorden, var ligeledes utilstrækkelig, og den Forvirring og Uklarhed, der herskede i Astronomien henimod Middelalderens Slutning, har næppe faaet for stærkt et Udtryk i den bekjendte Yttring af Kong Alfons X af Kastilien, at Verdensbygningen næppe kunde være saa kunstlet, som man antog, og at hvis den var det, saa vilde lian have kunnet give Guddommen langt bedre Ideer, om han var bleven spurgt til Raads ved Skabelsen. Det første betydelige Fremskridt fra disse Tilstande skete ved Nikolaus Kopernikus (1473—1543). Han var født i Thorn i Østpreussen, studerede først Medicin, senere Mathematik og Astronomi i Italien, opholdt sig omkring Aaret 1500 som berømt Mathematiklærer i Rom og blev her benyttet ved den samtidige Kalenderforbedring. Senere blev han Kanonikus ved Domkapitlet i Frauenburg og fortsatte her fra sin Bolig paa Toppen af en Høi ivrig de i Rom be-