Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

48 og som Forklaringsgrund snart fremhævet, at det var hans Forfængelighed, der lokkede ham til uden videnskabelig Grund at opstille et selvstændigt System, som kunde bære hans eget Navn, snart tankeløs Religionsiver og Bogstavtro. Disse Forklaringer ere dog lige uheldige og overflødige. Dels stemme de kun lidet med hans resolute Karakter og frisindede Optræden, og — hvad der her er det aldeles Af- gjørende: den foretagne Forandring stod i den fuldeste Harmoni med Grundsætningen for al hans Forsken. Under al sin videnskabelige Syslen nærede han kun én Frygt, Frygten for uhjemlede Hypotheser, og medens mange Grunde talte for, at man lod de øvrige Planeter kredse om Solen, var der ingen virkelig Grund tilstede, der kunde give Solen Forrangen for Jorden som Systemets hvilende Midtpunkt. Begge Antagelser forklare Fænomenerne lige utvungent; ja, nærmere beset var der endog en bestemt Grund, der talte for, at Jorden maatte være hvilende. Beskrev den en aarlig Bane om Solen, maatte man jo nemlig paa de for- skjellige Aarstider sigte i forskj ellige Retninger for at træffe en og samme Stjerne. Men noget Saadant var ikke til at opdage. Først langt senere, da Kikkerten var opfunden og det var blevet muligt at observere mangfoldige (range skar- pere, end Brahe formaaede, opdagede man, at de nævnte Sigtelinier virkelig i Aarets Løb ændredes en Ubetydelighed, og dermed var det Kopernikanske System videnskabelig be- grundet. Med det Tykoniske System forholdt det sig derfor ganske som med den Newtonske Lystheori: begge afgav, da de fremkom, den bedst mulige Forklaring af de da kjendte Fænomener; de vare de methodisk rigtigste Anskuelser, der vare fremsatte. At de senere viste sig urigtige, kan lige saa lidt lægges Brahe og Newton til Last, som det kan regnes Kopernikus og Huyghens til Ære, at deres Anskuelser senere viste sig rigtige.