Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

52 tig gjorde hans Navn berømt over Europa. Da han d. 7. Januar 1610 første Gang rettede den mod Himlen*), saa han ikke blot, at Jupiter havde en tydelig Skive, men han iagttog tillige 3 smaa Stjerner i en ret Linie i Planetens Nærhed. Dagen efter havde de til hans store Forbavselse skiftet indbyrdes Stilling; d. 9de sa-a han kun to, og ende- lig d. 13. saa han for første Gang en fjerde og fandt sam- tidig, at kun én Forklaring var mulig: de fire Smaakloder vare Planetens Ledsagere og bevægede sig rundt om denne, ligesom Maanen om Jorden. Efterhaanden opdagede han endvidere, at Solen havde Pletter, hvis Bevægelse tydede paa en Axeomdreining hos denne Klode, at Maanen var fuld af Bjerge og Dale og at den ikke altid vendte nøiagtig den samme Side mod Jorden, at Venus viste samme Faser som Maanen og altsaa modtog sit Lys fra Solen, at Saturn syntes at være forsynet med Hanke — at det var en Ring, omkring Planeten, der gav den dette Udseende, lykkedes det ham ikke at opdage —, endvidere, at Mælkeveien bestod af lutter smaa Stjerner, og endelig, at medens alle Planeterne viste sig forstørrede og fik en tydelig Skive, saa viste Fix- stjernerne sig gjennem Kikkerten endnu mindre end for det blotte Øie, idet de mistede deres Straaler og bleve skarpt afgrænsede lysende Punkter. Alle disse Opdagelser vakte den mest levende Op- mærksomhed og bidrog mægtig til at styrke Troen paa det Kopernikanske System. Det Ptolemæiske var allerede tilstrækkelig rystet ved dets indre Usandsynlighed; men og- saa det Tykoniske led flere Stød ved Galileis Opdagelser. Af den Omstændighed, at Fixstjernerne ikke forstørredes ved Kikkerten, drog allerede Galilei selv strax den Slutning, at de maatte have umaadelige Afstande, og den vigtigste *) Aaret efter opfandt, Kepler den saakaldte astronomiske Kikkert, i hvilken ogsaa Okularet er konvex.