Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

54 allerede hørt, at der i Aaret 1665 udbrød en pestagtig Syg- dom i Cambridge, og at Lærere og Elever derfor foreløbig forlod Stedet; Newton begav sig til sit Hjem i Woolsthorpe. Efter et Sagn, hvis Rigtighed der næppe er Grund til at betvivle, sad han her en Efteraarsdag i sin Have og vaktes af sine Tanker ved at høre et Æble falde tilJorden. Hvorfor faldt dette Æble? spurgte han sig selv. Hvorfor falde overhovedet Tingene til Jorden, naar de berøves deres Un- derstøttelse? Jorden maa aabenbart paa en eller anden Maade udøve en Tiltrækning paa Tingene omkring den; men hvor langt rækker saa denne Kraft? Den naar aaben- bart ud til Toppen af de høieste Bjerge; thi ogsaa der falde Tingene og tilmed omtrent med samme Hastighed som dybere nede. Kunde denne Tiltrækning da ikke strække sig saa langt som op til Maanen? Og kunde det ikke være den, der holdt Maanen i dens Bane, medens Kloden jo el- lers maatte forlade Jorden som en Sten, der farer ud af en Slynge? Ja, kunde det ikke tænkes, at alt Stof var i Be- siddelse af en saadan Tiltrækning, og at det var denne, der styrede alle Klodernes Bevægelser og saaledes beherskede Verdensaltet? Disse storslaaede Fantasier vare ingenlunde nye. Alle- rede hos flere af Oldtidens Filosoffer glimte de frem; Kepler havde udtalt de fleste af dem i sine Skrifter; Bouillaud, Borelli, Huyghens, Wien, Halley og den ulykkelige Hooke havde gjentaget dem med stigende Tydelighed og Fylde. Men hvad der lægger en bred Kløft mellem alle disse Mænd og Newton, er den Omstændighed, at før New- tons mægtige Genius traadte til. vedblev Alt at være Fan- tasi, interessante, men løse, usammenhængende og ube- grundede Formodninger, som maaske kunde indeholde Sand- heden, men maaske ogsaa være lutter Vildfarelser. Den vi- denskabelige Ildprøve manglede, og først Newtons Alt gjen- nemtrængende Skarpsindighed og mægtige Tænkekraft for-