Maskinlære

161 Akslens. Begge de nævnte Formforandringer vokse meget stærkt, naar Tykkelsen aftager. Krumtapbugten. Beregningen af Dimensionerne sker paa sædvanlig Maade, naar først Paavirkningen paa de for- skjellige Steder af Akslen og dens Bugter er fundet. At be- stemme Paavirkningen har sædvanlig ingen Vanskelighed, men kan i mange Tilfælde blive vidtløftig. Ad Beregningens Vej kan det ske saaledes: Først bestemmes Kræfterne, der virke paa Vortetappen eller Vortetapperne, (hvis der er flere Bugter paa Akslen), og deraf beregnes atter Reaktionerne, idet disse regnes at virke midt i Lejerne. For saa at finde Paavirkningen i et enkelt Tværsnit bruges j&iitmethoden. Alle Kræfterne, saavel aktive Kræfter som Reaktioner, der virke paa det ene Stykke af Akslen fra Snittet og hen til Enden, tages i Betragtning, og for hver af dem bestemmes det derved fremkaldte bøjende og vridende Moment i Størrelse og Retning, hvorefter alle bøjende Momenter adderes (med Hensyn til Fortegnet), ligesaa de vridende Momenter, og endelig bestemmes heraf atter Tvær- snittets Dimensioner. Regningsmethoden vil være simplest at bruge, hvor det kun gjælder om at undersøge nogle faa (eller maaske kun et enkelt) Tværsnit, som forud kan indses at være de eller det stærkest anstrængte; vil man derimod nøjere undersøge Paa- virkningens Fordeling over Akslen, egner den grafiske Frem- gangsmaade sig bedst. Fig. 184 viser et Eksempel paa dens Anvendelse ved en enkelt Krumtapbugt, understøttet ved B og Z/, medens Kraften P- der her er antaget at være vinkelret paa Papirets Plan, angriber i E (midt i DF), og der i A virker et Kraftpar med Moment lig og modsat det, hvormed P virker til Omdrejning af Akslen. De tykt optrukne Linier ere Midtlinierne for de enkelte Dele; den deraf dannede Figur kaldes Akslens Skema og tegnes først. Her møder straks den Vanskelighed, at Skemaet strængt taget ikke kan optegnes, forend Dimensionerne af de enkelte Dele kjendes, men man maa da efter Skjon eller efter 11