Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

298 JOHS. KNUDSEN III rig) og det østlige Spanien voksede græske Byer op. Over alt blev Føni- kerne trængt tilbage, og da den store fønikiske Koloni Karthago (tæt ved Tunis) i Aaret 146 f. Kr. blev ødelagt af Romernef var det for be- standig forbi med deres Sø- og Handelsmagt. Netop samtidig kom ganske vist ogsaa Grækerne under Romernes Herredømme, der ved denne Tid allerede omspændte Størstedelen af Middelhavslandene. Men da Romerne selv aldrig fik nogen rigtig Smag for Søvæsenet, vedblev Grækerne hele Oldtiden igennem at være det egenlige Sø- mandsfolk i Middelhavet; ja græske Skibe færdedes i den romerske Kejsertid endog i ikke ringe Tal paa det indiske Hav, baade ned langs Afrikas Østkyst og til Indien, og de har ogsaa nu og da vovet sig uden for »Herakles* Søjler« baade i sydlig og nordlig Retning. Paa de første Stadier af Grækernes Udvikling til et Søfartsfolk har de utvivlsomt været Fønikernes Lærlinge baade paa det tekniske og det nautiske Omraade. Men efterhaanden overgik de i bægge Henseender deres Læremestre. De lærte at bygge bedre og mere sø- dygtige Skibe, baade Sejl- og Rofartøjer. Lodsvæsenet har sikkert naaet en vis Udvikling paa saadanne Pladser, hvor det var særlig paa- krævet; i alt Fald omtales Lodser ved det Røde Hav. Enkelte Steder byggedes Fyrtaarne, f. Eks. det navnkundige Pharos uden for Alex- andria, ved Brundisium (Brindisi), Ravenna og Ostia (Tibermundin- gen); ved Coruna i Spanien findes endnu det saakaldte Herkulestaarn, der menes oprindelig at være et fønikisk Bygningsværk og allerede i Oldtiden brugtes som Fyrtaarn. En særlig Opmærksomhed skænkede man Havnevæsenet. Grækenland var fra Naturens Side vel udstyret med gode Havne og Ankerpladser, og som særlig fortrinlige regnede man Dobbelthavnene, hvor man efter Forholdene kunde søge Ly paa den ene eller den anden Side af en fremspringende Odde eller en lille 0. Var de naturlige Forhold ikke fyldestgørende, bødede man derpaa ved Anlæg af Stendæmninger og Moler. En fortrinlig Dobbelthavn dannede f. Eks. Piræeus for Athen med to Bugter, der under Benyt- telse af de stedlige Naturforhold var beskyttet af lange Mure ud i Havet. Rhodos' Havn var endog udbygget til et firdobbelt Anlæg. Paa dette Omraade gik Romerne endnu langt videre; de var ikke bange for at bygge Havne endog paa Steder, hvor Naturen slet ikke lettede dem