Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

Ill STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING 307 paa den toscanske Kyst 859. I Snorres Olaf den Helliges Saga for- tælles der om, hvorledes denne Konge i sin grønne Ungdom (□: Aarene 1008 14) gør et langt Togt til Nederlandene, England, Frankrig og Syd-Spanien og endog tænker paa at drage helt over til det hellige Land, hvad kun et Drømmesyn hindrer ham i at bringe til Udførelse. Af saadanne Hærtog (der tillige ofte var Handelsrejser) har de gamle Nordboer sikkert foretaget langt flere, end der nu er historiske Beret- ninger om, og alting tyder paa, at de efterhaanden har indsamlet et ret anseligt Forraad af nautiske Oplysninger angaaende Farten paa disse Kyster, der er overleveret ad mundtlig Vej fra Slægt til Slægt. Og da saa Vikingetiden afløses af Korstogstiden (fra c. 1100), omsættes Vi- kingetogene til Korstog. Under det første Korstog, da en Del af Kors- hæren laa ved Tarsus i Kilikien (det sydøstlige Lilleasien), ankom der i Aaret 1097 en talrig Flaade fra Flandern og Frisland, som nu slut- tede sig til Korsfarerne. Bekendt er ogsaa den norske Konge Sigurd Jorsalfarers navnkundige Søtog til det hellige Land i Aarene 1107—9. Et ejendommeligt Vidnesbyrd om, hvor forholdsvis betydelig denne Tids nordiske Skibsfart paa Middelhavet maa have været, har man i den mærkelige Sejladsforskrift for en saadan Rejse, der er be- varet i Adam af Bremens Kirkehistorie. Han levede i sidste Halvdel af 11. Aarhundrede og fik en stor Del af sine Oplysninger fra den dan- ske Konge Svend Estridsøn, hvem han selv besøgte c. 1070. Det nævnte Stykke stammer dog ikke fra Adams egen Tid, men er et senere Ind- skud, fra 12. eller 13. Aarh. Det er en hel lille »Periplus« fra Ribe til det hellige Land, med Angivelse ikke blot af de vigtigste Stationer paa Vejen og deres indbyrdes Afstande, udtrykt i Dags- og Natsrejser, men tillige for første Gang, med en om end summarisk Opgivelse af Kurserne fra Sted til Sted, og det vel at mærke et Aarhundrede før Kompassets formodede Indførelse i den italienske Skibsfart, for slet ikke at tale om den nordvesteuropæiske. At Kompasset ikke kan være brugt, fremgaar tydelig af den Ubehjælpsomhed, hvormed Retnin- gerne angives; kun de fire Kardinalstreger nævnes, de mellemfaldende Retninger udtrykkes ved Omskrivning (»mellem Syd og Vest« o. 1.). Selvfølgelig er Adams Værk skrevet paa Latin (se Billedet i I. Bd. S. 144); i Oversættelse lyder det paagældendo Stykke saaledes: 2O: