Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

HI STYRMANDSKUNSTENS UDVIKLING 309 Søfarere i den Tid, hvad vi senere skal se flere Eksempler paa. Og endelig er der ingen Grund til at tvivle om, at den nordiske Tradi- tion fra Vikinge- og Korstogene ikke skulde være fyldig nok til at tjene som Grundlag for en saadan summarisk Beskrivelse. Men selv om vi saaledes i den maa se et Udslag af rent nordisk, snarest dansk, Sø- mandsdygtighed for 7—800 Aar siden, kan det dog næppe antages, at denne Forskrift, eller andre lignende, i skreven Tilstand skulde have været almindelig udbredt i Norden; det er kun en Optegnelse af en mundtlig Beretning, og den har ikke været bestemt til eller rimeligvis nogen Sinde tjent som praktisk Vejledning for en saadan Sørejse. Foruden Middelhavslandene har ogsaa Europas Vestkyster og Østersøegnene spillet en Rolle i Skibsfartens Udvikling i Oldtiden og den ældre Middelalder. Der kan her skelnes mellem tre Søfarts- omraader: Kanalegnene, hvor Kelterne var det ledende Søfartsfolk, Nordsøen, hvor Friserne førte an, og Østersøen og de skandinaviske Farvande, hvor Nordboerne spillede Hovedrollen. Disse Omraader var imidlertid indtil Vikingetiden (9.—11. Aarh.) hvert for sig selv- stændige, og Sejladsen inden for hvert af dem har selvfølgelig i Hoved- sagen indskrænket sig til Kystfart. Det er Vikingernes Fortjeneste at have sammensmeltet dem til en Helhed. Deres Skibe færdedes paa alle Have fra den finske Bugt til Kanalen og Biscaya-Bugten, de omsejlede Nordkap og Gibraltar. Hermed være ikke sagt, at den di- rekte Fart fra Østersøen til Nordsøen og omvendt var blevet almindelig. Denne, senere saakaldte »Omlandsfart«, gennem Sundet og rundt Skagen, vedblev lige til Middelalderens sidste Aarhundrede at være temmelig sjælden paa Grund af de nautiske Vanskeligheder, der var forbundet med den; først fra 15. Aarh. blev denne Vej mere befær- det. Alligevel kan der dog nok tales om, at Vikingetogene her knyt- tede en Forbindelse, som fik varig Betydning. Den danske Koloni- sation i England og den norske i Irland gav Anledning til en livlig Handelstrafik mellem Skandinavien og de britiske Øer. Orknøerne, Shetland og Færøerne blev befolket af Nordmændene, og i 874 endog Island. Dette sidste var særlig betydningsfuldt for Skibsfartens Ud- vikling, fordi Sejladsen dertil, mere end nogen anden Fart i Nord-